Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Nye løftebrud

Mange har nok troet, at striben af grove løftebrud, som S og SF har gjort sig skyldige i efter at have erobret magten, på et tidspunkt måtte begynde at klinge af. Efter at være løbet fra egne positioner på adskillige helt afgørende politikområder måtte arsenalet da på et tidspunkt være tømt, skulle man tro. Men det fortsætter aldeles hæmningsløst.

S og SF er ved at være så langt ude, at det ikke er urimeligt at spekulere i, om løftebruddene ikke kun har rod i en almindelig, iskold opportunisme, der har haft ét mål - at skaffe regeringsmagten i hus - men lige så meget skyldes simpel inkompetence. Det sidste er næste værre end det første. Tag nu den seneste runde om skat. Statsminister Helle Thorning-Schmidt gav tidligere på ugen udtryk for en mild forbløffelse over, at så mange almindelige lønmodtagere faktisk betaler topskat. Forundringen blev brugt som afsæt til at varsle, at der nok vil blive pillet ved topskattegrænserne i den kommende skattereform. Hurra for det, men kan det virkelig passe, at det først er nu, at statsministeren er blev underrettet om, at også mange faglærte for længst har sprængt grænsen for topskat? Spiller hun naiv i en højere sags tjeneste - nemlig at berede vælgerne på endnu en 180- graders kursændring - eller véd hun virkelig ikke bedre? På samme måde har SF nu gjort det til en helt selvfølgelig del af klassisk SF-politik, at topskattegrænsen må forhøjes, så skatteminister Thor Möger Pedersens elskede lønmodtagere i blå arbejdsdragter og orange veste kan få lidt mere ud af indsatsen. Hvad anser SF-toppen mon vælgerne for? Så sent som i valgkampen blev der tordnet mod VK-regeringens påståede »ufinansierede skattelettelser« til »de rigeste«, som havde afstedkommet »en massakre« på velfærdsstaten. Man hører nok endnu nuværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen for sit indre øre. Samme Frederiksen skal nu forsvare, at regeringen har set sig lun på at fjerne et par helligdage for at få budgetterne til at hænge sammen. Det sker med hændervridende forklaringer om, at dansk økonomi er presset - på grund af den internationale økonomiske krise - og at det er en situation, der er opstået, efter at S og SF er kommet i regering. Begge påstande er grove manipulationer. Før folketingsvalget var samme Mette Frederiksen hovedleverandør i anklagen om, at det var VK - og ikke den internationale krise - som var hovedårsagen til den stramme danske økonomi. Og påstanden om, at krisen først er brudt ud efter valget, og at dét skulle være årsagen til S og SF's fundamentalt ændrede tilgang til problemerne, er ganske enkelt underlødig. Krisen brød som bekendt ud for flere år siden. Hvad der kan iagttages af problemer i dag i dansk økonomi, går adskillige år tilbage. At fremstille det, som om krisen først er kommet rullende de seneste otte måneder, er simpelt hen, ja, løgnagtigt. Hidtil har De Radikale reddet sig fri af kritikken for løftebrud, men kinddansen med S og SF begynder at slide, også på Margrethe Vestager. Hendes supersmalle forlig med Enhedslisten om kommunal udligning er ikke klædeligt, når man nu betænker, hvordan hun før valget rasede mod VK's »blokpolitik«. Ak ja, vi kan alle blive indhentet af virkeligheden, selv De Radikale. Hvad enten regeringens mangel på troværdighed skyldes en hidtil uset grad af opportunisme eller simpel uformåen, står det klart, at den saver lystigt i sin egen legitimitet. Partier, der så skrupelløst siger ét og gør noget andet, kan gå en meget grum skæbne i møde, og det vil være helt retfærdigt.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.