Rød forvirring

Indtrykket er fortsat, at den ene hånd ikke véd, hvad den anden laver. Der er mange rigtigt gode enkeltelementer i 2020-planen, ikke mindst når det gælder dæmpningen af den offentlige sektors vækst, men der er alt for meget, der trækker i den stik modsatte retning: forøgelsen af skatter og afgifter, den formindskede motivation til at skaffe sig et job ved afskaffelsen af de såkaldte fattigdomsydelser, forværringen af de almindelige rammevilkår for dét erhvervsliv og dé producerende erhverv, som venligst bare har at betale hele regningen for det offentlige overforbrug. Regeringen taler og taler om at skabe jobs, men sender dem samtidig direkte ud af landet med sine mange nye afgifter - fra NO -x - til fedtafgifter - som også efterhånden har udviklet grænsehandelen til en slags national paralleløkonomi. Det hænger simpelt hen ikke sammen.

At vælgerne ikke tror på de mange smarte spinoperationer, hvoraf slagordet ”grøn omstilling” hører til i den decideret pinlige ende, vidner den nyeste Rambøll-måling om. S og SF er - i modsætning til R - ved at gro fast på et niveau, som for i hvert fald statsministerpartiets vedkommende med sikkerhed kan siges at være katastrofalt, for så vidt som det var den betegnelse, som Helle Thornings-Schmidt selv brugte om sit valgresultat, der var fem procentpoint højere, nemlig 25 pct. Nu skal Henrik Sass Larsen som ny S-gruppeformand så puste nyt liv i regeringsprojektet, der efter sølle otte måneder i den grad har tabt pusten. Det er da muligt, at han er stærkere retorisk og har et skarpere blik for manøvremulighederne på Christiansborg end den fyrede Mogens Jensen, men den politiske genoplivning af Sass Larsen er samtidig typisk for Thorning-Schmidts tilgang. Det handler om performance og om det taktiske spil på Christiansborg, hvor der nu åbenbart skal gås hårdere til oppositionen og sælges flere tv-egnede slogans. Det politiske indhold derimod, som danskerne udsættes for, kommer i anden række. Manøvren har et skær af desperation over sig. Det er kun otte måneder siden, at Sass Larsen blev sparket ud på grund af sine anløbne rockerrelationer i Køge. Med hvilken moralsk legitimitet kan statsministeren egentlig tillade sig at geninstallere ham på en tung politisk post, uden at der sket andet, end at tiden i mellemtiden er gået? Ifølge den senere tids meningsmålinger begynder S og SF's krise også at bide lidt på De Radikale. Det må være tungt for Margrethe Vestager at skulle høre Villy Søvndal give den som det private erhvervslivs varmeste fortaler, når alle kan huske, hvordan både S og SF i valgkampen rasede mod VK's »massakre« på velfærdsstaten. Det er hér, at Vestagers analyse af S og SF's krise også må begynde: Det voldsomme kursskifte, som Vestager har tvunget de to partier til som pris for at bringe dem til magten, er i bund og grund utroværdigt, ja, løgnagtigt. S og SF har brudt så mange løfter - ikke om småting, men på helt grundlæggende politikområder - at troværdigheden ikke lader sig genetablere. Fristelsen for de borgerlige, ikke mindst Venstre, til at læne sig tilbage og gøre ingenting må være stor. Men det vil være forkert. Med en så svækket regering kan meget opnås ved at søge indflydelse. Den mulighed skal udnyttes. Det vil ikke hjælpe regeringen, at Venstre går med i vigtige forlig. Dertil har den allerede kompromitteret sig selv for eftertrykkeligt.