Personsagerne

De markante politiske initiativer er til at overskue, men det, der foreløbig overdøver alt, er de mange personsager, der er ved at udhule regeringens troværdighed, inden den for alvor er kommet i gang med at regere.

Situationen er af nogle iagttagere blevet kaldt et dårligt realityshow, og hvis ikke regeringen meget hurtigt gør noget effektivt for at generobre den politiske dagsorden, vil det blive op ad bakke i brun sæbe at genopbygge tilliden til vælgerne. I sidste ende handler det om håndtering. Om hvordan de enkelte hver for sig belastende og i samlet trop potentielt ødelæggende sager håndteres.



I sidste ende er det afgørende, at statsministeren personligt går ind i dem, inden de får deres eget liv, så fokus og opmærksom kan flyttes andre steder hen. Det er vanskeligt, og man har indtil nu også kigget forgæves, for Helle Thorning-Schmidt har i samtlige sager, der har præget den seneste tid, virket sært fraværende, nogle ville måske ligefrem mene konfliktsky i den måde, hun har undgået at træde i karakter. De færreste aner naturligvis, hvad der foregår bag de lukkede døre, men bedømt på det, der udspiller sig på den officielle scene, virker det, som om hun lukker øjnene og håber på, det går væk af sig selv.

Først var det Henrik Sass Larsen, der ikke kunne sikkerhedsgodkendes og blive minister. Helle Thorning-Schmidt har konsekvent nægtet at kommentere sagen, og hun overlod det til embedsværket at give ham beskeden. Men på grund af den mystik, hun selv var med til at vedligeholde, har sagen levet videre. Dernæst er der sagen om vækstminister Ole Sohns fortid som formand for DKP og skiftende forklaringer om hans kendskab til den sovjetiske finansiering af partiet i hans tid som formand. Så er der sagen om Skatteministeriets departementschef, Peter Loft, der har blandet sig i statsministerens skattesag. Den har regeringen arvet fra den forrige regering, og den er yderligere pikant af, at den vedrører Helle Thorning-Schmidts personlige forhold, men det ændrer ikke det faktum, at den fylder.



Endelig er der sagen om minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen, der til en julefrokost sidste år åbenbart var nærgående over for en medarbejder. Den sag blev i forsommeren afsluttet med et forlig mellem kvindens fagforening og Carsten Hansen, der i forvejen har gjort sig bemærket med det mest markante af regeringens løftebrud, da han skriftligt havde garanteret, at akutmodtagelsen i Svendborg ville blive bevaret, hvis Socialdemokraterne fik magten. Også Helle Thorning måtte ændre forklaring i den sag. Nogle vil mene, at disse sager kun fylder, fordi medierne giver dem betydning og driver hetz. Men dertil er kun at sige, at samtlige nævnte sager har almenhedens interesse og politisk betydning samtidig med, at de kunne være håndteret af regeringen tidligere og anderledes. Helle Thorning-Schmidt er ikke personligt ansvarlig for sagerne, men hun er medansvarlig for, at de får lov at udvikle sig, for det gør de først, når der ikke handles politisk på hver enkelt. Når det ikke sker, lægges der kun flere lag på fortællingen om regeringen som den, der er løbet fra løfterne, har begået mange fejl og har ladet personsagerne fjerne fokus fra den politiske substans.