Kremlologi
Under Den Kolde Krig opstod et udtryk, som blandt politikere og analytikere blev kaldt kremlologi, afledt af navnet på Sovjetunionens magtcentrum, Kreml.
I eftertiden er det blevet en officiel del af det danske ordforråd og defineres således i Den Store Danske, Gyldendals åbne leksikon:
»Kremlologi: studiet af Sovjetunionens politik og de indbyrdes magtkampe mellem de ledende politikere i Kreml. Pga. Sovjetunionens lukkethed var kremlologien baseret på undertiden usikre tolkninger af politikernes handlinger, officielle udtalelser m.m.«
Netop dette begreb har i disse dage fået fornyet aktualitet i studiet af de stadig mere kryptiske udsagn fra de danske kommunisters tidligere formand, erhvervs- og vækstminister Ole Sohn. Det kræver nemlig mindst en kremlolog at få noget meningsfyldt ud af hans benægtelser og bortforklaringer, og i en verden, hvor nuancerne tillægges afgørende betydning, er det udtryk for en betragtelig udvikling, at han nu erkender at have udtrykt sig ”upræcist” om sin håndtering af de økonomiske tilskud fra SUKP til DKP under sin formandsperiode fra 1987 til 1991. Mandag aften havde han valgt, eller fået besked på, hvad ved vi, at stå frem i DR TV og TV 2 for at tage stilling til de mange nye oplysninger, der i de seneste dage og uger er kommet frem.
Den afgørende indrømmelse var, at han ikke »øjeblikkeligt«, men over nogle måneder havde afviklet det »svineri«, der lå i overfaktureringen af opgaver til partiets trykkeri. Det handlede nu om menneskelig omsorg og hensyn til de ansatte, at pengestrømmen ikke var standset med det samme, forklarede han, og hans »upræcise« udtalelser hang sammen med, at han havde kombineret de faktiske oplysninger med erfaringens og erkendelsens efterfølgende »refleksion.« Tirsdag indrømmede Ole Sohn over for jp.dk, at han i 1990 løj om overfaktureringen, men nævnte som en formildende omstændighed, at han jo var DKP-formand dengang. Denne sondring mellem personen og partiformanden er i sig selv sær, men Ole Sohn skylder stadig den befolkning, som han i dag tjener som erhvervsminister, at forklare præcist, hvad der skete med de millioner, som ifølge det oplyste blev overført i kontanter. Han erklærer, at han ikke har modtaget kontante penge, men med kremlologiens analysemetode må man notere fraværet af tilføjelsen »til sig selv.«
Når han bliver spurgt om kontanter, vælger han behændigt at tale om den for længst erkendte overfakturering af trykopgaver, og hans fremtræden i tv mandag aften rejste flere spørgsmål, end den besvarede.
Statsministeren, der jo selv har erfaring i behændigt at udtale sig »upræcist« om eksempelvis garantien for akutmodtagelse på Svendborg Sygehus, har stadig fuld tillid til sin erhvervsminister, fremgik det af hendes pressemøde i går. Efterhånden som Ole Sohn står stadig mere isoleret med sin udlægning af pengestrømmen fra Moskva, gør statsministeren i stigende grad sin egen troværdighed afhængig af, at der ikke kan påvises usandheder i erhvervsministerens forklaringer. Det ser efterhånden ud til at være en ganske risikofyldt satsning. Statsministeren lagde på sit pressemøde vægt på, at de omhandlede forhold er over 20 år gamle og ikke har noget med erhvervsministerens embedsførelse at gøre. Derfor har hun fortsat fuld tillid til sin minister og har ikke behov for yderligere undersøgelser. Transaktionerne er ganske vist en snes år gamle og juridisk forældede, det er korrekt. Men spørgsmålet om løgn eller sandhed er i højeste grad dagsaktuelt, også for statsministeren.