Leder: Løkkes comeback
Det er på en lidt speciel baggrund, at Venstres landsmøde i weekenden formentlig bliver det mest jublende i mange år. Partiet tabte magten, men vandt både agtelsen og respekten - uden for alvor selv at kunne tage hele æren.
En stor del af årsagen til partiets stormende fremgang siden valget er lige så meget S-R-SF's nærmest katastrofale start med den nådesløse udstilling af navnlig S-SF's blanke magtbegær og den lange række af massive løftebrud. Mange vælgere føler sig tydeligvis snydt af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal; endda så vandet driver. Fornemmelsen er, at havde valgkampen varet ét døgn ekstra, havde Lars Løkke Rasmussen fortsat været statsminister.
Nu gik det anderledes, og det har givet Venstre dette vældige rygstød. Den fremdrift, som Løkke Rasmussen personligt fik i de allersidste døgn af valgkampen, er rullet videre ind i oppositionen. Den tidligere statsminister har positioneret sig klogt med en afdæmpet, men meget indtrængende stil, der udstiller regeringens mange letkøbte paroler. Ret beset har han ikke behøvet at gøre så meget. S-SF har selv sørget for festlighederne, som er resulteret i styrtdykkende meningsmålinger, der i sig selv er »historiske« - et udtryk, som en i øvrigt historieløs regering gerne strør om sig med. Men når Løkke har været præsent, har det været med meget stor vægt. Hans afklædning af regeringens hykleri i finanslovsforhandlingerne gjorde betydeligt indtryk. Hvem husker ikke S-R-SF's kanonader mod ”blokpolitik” under valgkampen og kan nu sammenligne med det supersmalle forhandlingsforløb med Enhedslistens gammelkommunister og politiske letvægtere?
På alle vigtige parametre slår Løkke Rasmussen sin afløser. På spørgsmålet om, hvem der er bedst til at håndtere tidens økonomiske udfordringer, er forskellen afgrundsdyb til Løkkes fordel. Danskerne gennemskuer overbudspolitikken og de smarte spin-slagord, som regeringen er storleverandør af. Man ønsker sig faktisk eftertænksomhed, ordentlighed og seriøsitet i omgangen med det danske samfund og afviser disse skingre, ikke sjældent fejlbehæftede »udmeldinger« fra en regering, hvis samlede mål af uerfarenhed også ubehageligt hurtigt er blevet stillet til skue.
Oppositionen - med Venstre som den helt dominerende kraft i spidsen - skal ikke ligge under for forhåbningerne om et hurtigt folketingsvalg. Den fejl har nyslåede oppositioner tidligere begået. Den skal indrette sig på et længere stræk over flere år, og allerede til foråret vil det vise sig, om der er bund i den nye, afdæmpede strategi. Slaget om skattereformen venter, og det gør også de højt profilerede trepartsforhandlinger foruden overenskomstforhandlingerne. Venstre har suveræn opbakning i forhold til S-SF på alle disse vigtige spørgsmål, mens De Radikale sikkert kan matche nogenlunde, men dermed kun udstiller regeringens indre problemer yderligere.
Hvornår drager Margrethe Vestager konsekvensen af at indgå i en regering, som fører en så retroagtig økonomisk politik? Der går naturligvis et stykke tid, flere år måske, men bruddet må komme, fordi S-SF med deres forkærlighed for 1970'ernes kriseløsninger simpelt hen ikke leverer fremtidsrettede svar. Dertil kommer usikkerheden om, hvor længe SF's bagland vil se til, mens partiets program - for slet ikke at tale om noget så
altmodisch som genuine, politiske idealer - ofres på partitoppens magtambitioner. Der bliver meget at komme efter for Venstre og den borgerlige opposition.