Anker J.-afgifter
I en tid, da to af de regeringsbærende partier synker som sten i meningsmålingerne, og statsministeren reelt har stemplet ud af den offentlige debat, er det glædeligt, at regeringen kan finde ressourcer til en vækstplan for Sydslesvig.
Det gamle danske land er en arbejdsløshedsø, som har god brug for den stimulerende effekt, som de mange nye afgifter på klassiske grænsehandelsvarer repræsenterer.
Højere afgifter på tobak, øl, sodavand, vin, slik og andre sukkerholdige varer vil gøre det endnu mere attraktivt for danskerne at købe ind syd for grænsen. Tilskyndelsen bliver ikke mindre i kraft af den fedtafgift, som den tidligere regering valgte at belaste danskerne med.
De fem mia. kr., som regeringen og støttepartiet Enhedslisten vil hente hjem gennem ovennævnte afgifter, skal angiveligt bruges til at hjælpe økonomisk udsatte familier.
Argumentationen er tankevækkende indskrænket, idet netop sådanne punktafgifter er dybt asociale, da de uden diskussion rammer de svageste grupper hårdest.
Isoleret set vælter disse afgiftsforhøjelser næppe budgettet for en familie med det månedlige rådighedsbeløb på 14.000 kr., som i dag er normen, hvis man vil låne til køb af en ejerbolig. Til gengæld vil de økonomisk udsatte familier om nogen blive ramt, da de ikke har ressourcerne til at gøre det eneste forstandige, nemlig at flytte indkøbene af disse varer syd for grænsen, hvorimod denne fremgangsmåde i stor stil vil blive brugt af de danskere, der har mulighed for det.
Erfaringerne viser endda, at grænsehandelen hos mange ikke kun er et spørgsmål om at opnå afgiftsbesparelser, men i lige så høj grad den følelse af frihed, der er forbundet med at lægge sine indkøb uden for det land, hvor regeringerne uanset farve kæmper for at øge verdens højeste skattetryk.
De kommende afgiftsforhøjelser vil i markant grad øge incitamentet til grænsehandel, ligesom de vil gøre det endnu mere attraktivt for danskerne at yde den form for konstruktive vennetjenester, der er forbundet med på skift at hente afgiftsbelagte varer fra Tyskland til Danmark. Måske ikke i pagt med gældende lov, men mange vil utvivlsomt betragte denne adfærd som et legalt værn mod skatteplyndring.
Grænsehandelen betyder ikke blot, at den danske stat mister indtægter. Den udgør også en meningsløs udledning af drivhusgasser, når bryggerier og andre danske leverandører skal transportere deres produkter syd for grænsen, hvorefter danskerne i stort tal henter varerne tilbage til landet igen.
Afgiftsforhøjelserne er ikke blot udtryk for et miljøpolitisk hykleri, der undervurderer danskernes intelligens, men det understreger også, at vi har fået en finansminister så uerfaren, at han søger tryghed i de finans- og skattepolitiske virkemidler, som ikke er set siden Anker Jørgensen-æraen.
Med afskaffelsen af den udvidede toldkontrol samt de kommende afgiftsforhøjelser har regeringen reelt præsenteret en gedigen vækstplan for grænsehandelen.
Ret skal være ret: Regeringen udviser dermed en beundringsværdig omsorg for Sydslesvig og det uvurderlige samkvem hen over den grænse, der kun bør eksistere på papiret, og man må således konstatere, at regeringen lever op til selve essensen i det indre marked, der er en hjørnesten i Den Europæiske Union.
Det ville dog være langt mere forstandigt at sænke afgifterne til tysk niveau og herigennem hjemflage arbejdspladser og spare den aldeles unødvendige udledning af drivhusgasser, men det er trods alt nok for meget at forlange.