Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Tv-tvang

Her er opskriften på en guldrandet tv-kanal i Danmark: Køb rettighederne til nogle udslidte amerikanske tv-serier og tilsæt en håndfuld fodboldkampe om ugen.

Med denne model er tv-kanalen sikker på at blive indlemmet i kabelselskabernes store programpakker, og dermed har man med en minimal indsats skabt en pengemaskine. Modellen er tilmed skråsikker, fordi et stort flertal i Folketinget - også på dette punkt - berøver befolkningen friheden.



Befolkningen bruger årligt 11,5 mia. kr. på tv - heraf 4 mia. kr. på licens og de resterende 7,5 mia. kr. på betaling til tv-distributører - fremgår det af en tankevækkende redegørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.



Gennemsnitsfamilien bruger årligt 4.500 kr. på tv, men på grund af manglende konkurrence betaler ni af 10 familier for væsentligt flere tv-kanaler, end de bruger.



TDC's kabelselskab YouSee sidder på halvdelen af markedet, mens Viasat, Canal Digital og Stofa har markedsandele mellem 11 og 20 pct. Boxer, som har monopol på distribution via antennenettet, har kun en markedsandel på 2 pct. Dét på trods af, at næsten en tredjedel af husstandene i Danmark ikke har adgang til kabel-tv, viser redegørelsen.



Til gengæld er hundredetusinder af familier tvangs-tilsluttet fællesantenneanlæg, hvor de er sat uden for reel indflydelse på kanaludbuddet og dermed på prisen.



Efter digitaliseringen af signalerne er der ingen teknisk hindring for at tilbyde forbrugerne frit valg af tv-kanaler, og mange familier ville kunne spare endog meget store beløb, hvis de fik frit valg, men i stedet ender de som pekuniært malkekvæg for tv-distributionsselskaberne.



Sat på spidsen betaler hundredetusinder familier dyrt for, at andre vil have adgang til at se fodbold morgen, middag og aften. Med TV 2 Sport i spidsen er de fodboldbærende kanaler umådeligt kostbare, og familier uden dette behov ville kunne spare mange penge, der nok kunne lune i en krisetid.



Tv-distributørerne begrunder den manglende frihed med, at det vil gøre de enkelte tv-kanaler dyrere, men det er en udokumenteret påstand, hvortil kun er at sige: Lad det komme an på en prøve.



Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse viser, at mange familier hellere vil betale for udvalgte kvalitetskanaler end at at skulle påtvinges de såkaldt store programpakker, som rummer mange tv-kanaler, der sandt for dyden ikke falder ind under begrebet kvalitet.



En række tv-kanaler ønskes ikke solgt enkeltvis, hvilket sammen med den manglende konkurrence på markedet for tv-distribution er det overhovedet stærkeste argument for et lovindgreb.



Erfaringerne fra Norge viser, at man sagtens kan give forbrugerne frit valg uden, at det medfører fordyrelser.



Det er ganske betegnende, at danske folketingsmedlemmer ikke vil give frit tv-valg. Forhåbentlig skyldes det ikke, at statsselskabet TV 2 ifølge rapporten modsætter sig, at visse af stationens tv-kanaler sælges enkeltvis, eller at man skal forhindres i at kunne fravælge TV 2.



Vi vægrer os ved at tro det, men hvilken anden forklaring gives der ellers på, at befolkningen ikke må få fuld tv-frihed?



Kulturminister Uffe Elbæk har lanceret en ”Marshallplan” for kulturen, men den rummer ikke ét ord om friheden til fuldt og helt selv at vælge de tv-kanaler, som man ønsker at betale for.



Hvorfor er Folketinget så bange for friheden?

Andre læser

Mest læste

Del artiklen