Hvad nu?
De delegerede klappede uafbrudt i 10 minutter, da Helle Thorning-Schmidt sidste weekend med ordene »vi er tilbage« indtog talerstolen under Socialdemokraternes kongres.
Man må håbe, hun nød det, for der har været langt mellem klapsalverne over Helle Thorning-Schmidts første måned som statsminister. Sjældent om nogensinde før har man set en så markant og en så hurtig fortrydelse blandt vælgerne for at have båret et politisk parti til magten.
Der har ikke været skyggen af statsministereffekt. I dag viser en meningsmåling i Jyllands-Posten, at tilliden til Helle Thorning-Schmidt er helt i bund. 46,4 pct. af de adspurgte mener, at Lars Løkke Rasmussen er bedst til at håndtere den økonomiske krise, mens 27,3 pct. svarer Helle Thorning-Schmidt. Efter 10 års politisk ørkenvandring i opposition og kun lidt mere end en måned efter, at Helle Thorning-Schmidt i triumf kunne danne regering, er det ganske enkelt uhørt dårligt af en ny statsminister. Samtidig rasler Socialdemokraterne ned og ville ifølge gårsdagens meningsmåling få 21 pct. af stemmerne, hvilket er mere end 3 pct. under det historisk ringe resultat ved folketingsvalget den 15. september. Til gengæld går Venstre i meningsmålingen frem fra 26,7 ved valget til 32,2 pct. af vælgerne, og danskerne peger massivt på Lars Løkke Rasmussen som den bedste garant for velfærd og giver blå blok flertallet på trods af De Konservatives fortsatte krise.
En væsentlig del af forklaringen er, at Helle Thorning-Schmidt ikke har været i stand til at etablere en fortælling om, hvad magten skal bruges til. Den eneste fortælling, der hidtil har været om regeringen er, at den har brudt stort set, hvad der er at bryde af valgløfter, senest det ellers højtbesungne løfte om at bryde blokpolitikken ved, som alt tyder på, at køre finansloven hjem sammen med Enhedslisten.
Det nærmeste, man er kommet en afklaring af, hvad hun vil med magten, blev præsenteret i talen på kongressen, hvor hun så at sige indrømmede, at det af pragmatiske grunde og for at holde sammen på trepartiregeringen har været nødvendigt at opgive de mange valgløfter. Hun sagde samtidig, at Socialdemokraterne (og SF) også i fremtiden vil skulle sluge mange kameler for at bevare regeringsmagten.
Så den pragmatiske tilgang til det politiske spil er foreløbig den overordnede og eneste fortælling, men spørgsmålet er, om det er nok. I hvert fald til at holde sammen på tropperne, for ved hendes side har hun en allieret, SF, der ikke alene styrtbløder i meningsmålingerne, men også er præget af uro på bagsmækken. Der er i baglandet en voldsom utilfredshed med det enorme køb på idealerne, som Villy Søvndal og skatteminister Thor Möger Pedersen har foretaget for at få regeringsmagten. Det kræver ikke dybe studier af De Konservatives nyere historie at se, hvilke konsekvenser det på langt sigt kan få at være den lille i en regeringskoalition, og det ved de godt i SF.
Når Helle Thorning-Schmidt samtidig i meningsmålingerne kan se, at både hendes eget parti og regeringen står meget svagt og ikke med nogen særlig overbevisende styrke kan gennemføre sin reformpolitik, er det et spørgsmål, hvor længe hun kan se til og med et smil forsøge at overbevise om, at »vi er kommet godt fra start«. Det kan hurtigt vise sig, at pragmatisme ikke er tilstrækkeligt, ikke mindst når der skal holdes sammen på en regering, hvis partier i sidste ende bliver nødt til at lægge kant til hinanden, når de i pragmatikkens navn udglattede partiprofiler skal genetableres.