Tossegodhed

Denne generelle skepsis over for godhed i politik springer offentligheden i øjnene knap 20 år efter vedtagelsen af den såkaldte ”palæstinenserlov” i marts 1992.

Dengang var humøret højt blandt godhedens apostle på Christiansborg, blandt velbjergede ”flygtningevenner” og i de medier, der lever af at servicere de rene hænders alliance. Da navne som Anisette og Kim Larsen satte musik til de mange smukke hensigter, kom der gang i kludene.

I dag har melodien fået en noget anden lyd, idet de tørre kendsgerninger peger i retning af, at det ikke ligefrem var Guds bedste børn, der blev lukket ind i Danmark, da godt 300 palæstinensiske asylansøgere med ét blev givet asyl efter et stort pres i medierne. Siden de glade dage i 1992 har over halvdelen af palæstinenserne fået dom for kriminalitet, ligesom over 80 pct. af dem har været eller er på offentlig forsorg, først og fremmest førtidspension eller kontanthjælp.

Det var naturligvis S og SF, der orkestrerede den politiske kampagne for at skade Schlüter-regeringen - sådan er politik som bekendt også. Og det var Det Radikale Venstre, som løb med folkestemningen og allierede sig med oppositionen, så palæstinenserloven blev indført. Taberne var i første omgang VK-regeringen, men i dag er vi alle tabere i denne sag.

Ind kom flygtninge, som ikke ville eller ikke evnede at lade sig integrere i det, der udgør kernen i ethvert levedygtigt og produktivt samfund, men som i stedet er overrepræsenterede i alle de forkerte statistikker og bidrager negativt til det samfund, der ellers gav dem en ny chance i livet.

Kombinationen af regeringens svaghed, oppositionens gustne overlæg og De Radikales tossegodhed trak dybe spor i flygtningepolitikken op gennem 1990'erne og frem til 2001, hvor indvandrings- og integrationsspørgsmål endelig kom på dagsordenen for alvor. Palæstinenserloven er på sin vis definitionen på politisk ufornuft og romantik før 2001 og et sindbillede på den logik, der rådede i det, der stadig er et af samtidens mest prekære spørgsmål: Hvordan overlever Danmark i emigrationens tidsalder?

Dengang var svaret, at vi bare skulle lukke døren op, så ville alt godt komme til os. Især palæstinensere, der i kraft af konflikten med staten Israel længe havde figureret øverst på indvandringens hitliste som en slags superflygtninge. Så fremskreden var romantikken, at palæstinensere nærmest pr. natur blev opfattet som gode mennesker, det altid var synd for. De var evige og uskyldige ofre, som skulle hjælpes uanset hvad - og koste hvad det ville - og det kom til at koste rigtig mange penge, når man ser på virkeligheden bag statistikken.

Det må være overladt til større kendere af den menneskelige natur at psykologisere over datidens politiske blindhed. Nogle vil måske tale om blind forelskelse. Vi andre kan nøjes med at konstatere, at den politiske blindhed indirekte kom til at betyde, at andre flygtninge med en større lyst og evne til at blive en del af det arbejdende Danmark ikke fik den hjælp eller bistand, de havde brug for.

Palæstinenserloven understreger nemlig, at særlove meget nemt giver dårlige love. Det, der indføres i hast på baggrund af tossegodhed, indebærer en højrisiko for at være til generel gene for befolkningen. Med lov skal land bygges, siger vi, men glemmer, at lovmøllen maler som aldrig før. I dag burde vi sige: Med færre love skal land bygges. Men én ting er sikkert: Med særlove kan land ødelægges.