Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Diktaturets fald

Den folkelige opstand i Tunesien, der har ført til diktatoren Zine al-Abdine Ben Alis forsmædelige fald, er en opsigtvækkende udvikling i et af de lande på tærskelen til Europa, hvor millioner af mennesker dagligt udsættes for undertrykkelse, korruption og vilkårlighed fra autoritære eller diktatoriske regimer.

Urolighederne begyndte i midten af december, da den 26-årige arbejdsløse Mohamed Bouazizi forsøgte at sælge grøntsager på gaden i den landsby, hvor han boede. Da han ikke havde den nødvendige tilladelse, konfiskerede politiet hans varer. I sin afmagt valgte Mohamed Bouazizi at sætte ild til sig selv, og hans forfærdende selvmord vækkede nationen.

Ben Ali-regimet reagerede med diktaturets iboende brug af vold med mange dræbte til følge, men det svækkede ikke modstanden, men førte til diktatorens fald.

Som altid, når stærke mænd brat forsvinder, opstår et tomrum, hvor de, der tager magten, er nødt til at sørge for ro og orden, før de kan begynde at kere sig om nationens fremtid.

Tuneserne ønsker ikke blot et magtskifte, men gennemgribende forandringer med et sekulært demokrati og personlig frihed som de bærende elementer, og det bør europæerne gennem EU gøre alt for at hjælpe dem med, da det er i Europas klare interesse at få bragt de udemokratiske regimer i Nordafrika og Mellemøsten til fald.

I øjeblikket styres Tunesien af en regering under premierminister Mohammed Ghannouchi, der sammen med hovedparten af de nyudpegede ministre repræsenterer det hidtidige system og derfor ikke står som garanter for demokrati eller bekæmpelse af den korruption, der har gennemsyret det tunesiske samfund.

Hvis Tunesien skal rejse sig som en demokratisk nation, fordrer det en ny forfatning, hvor magten flyttes fra præsidentembedet til en regering rundet af et demokratisk valgt parlament. En anden forudsætning er opbygning af demokratiske institutioner såsom uafhængige domstole, en uafhængig centralbank og ikke mindst en ordensmagt, der ikke er korrumperet, men tværtimod slår hårdt ned på den korruption, der er hovedårsagen til, at alt for mange af verdens lande er økonomiske krøblinger.

Situationen i Tunesien er alt andet end afklaret, og det vil være naivt at tro, at en midlertidig regering baseret på det faldne regimes mænd fra dag til anden kan skifte fra at være diktaturets vogtere til at blive fortalere for demokrati og menneskerettigheder.

Begejstringen over udviklingen i Tunesien er forståelig, da der altid er grund til at fejre diktatorers fald.

Imidlertid er der ingen garanti for, at Tunesien nu bevæger sig i retning af et demokrati i vestlig forstand.

Islamistiske kræfter har allerede travlt med at søge ind i det magttomrum, som Ben Alis flugt har skabt, og deres fremmarch kan kun forhindres gennem et hurtigt, demokratisk valg; effektivt overvåget af internationale observatører. At vente i seks måneder, som Mohammed Ghannouchi forestiller sig, vil kun give de antidemokratiske kræfter optimale muligheder for at plante deres budskaber i en rådvild befolkning, der behøver forandringer her og nu.

Tunesien har potentialet til at blive en demokratisk og sekulær nation i den arabiske verden, men det internationale samfund skal handle hurtigt, hvis det skal lykkes at bryde mønsteret i den del af verden, hvor demokrati og menneskerettigheder systematisk trædes under fode.

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen