Leder: Korea og Kina
Den tilfældigt udvalgte stak af ubekræftede dokumenter, hvormed den selvproklamerede elektroniske vagthund Wikileaks ”afslører”, at forholdet mellem Kina og Nordkorea er i opbrud, kunne friste nogen til at tro, at alt snart vil løse sig på den koreanske halvø.
Når Kina, Nordkoreas eneste tilbageværende ven og støtte i årtier, opsiger det ideologiske broderskab med Nordkorea og accepterer en genforening under sydkoreansk styre, har Nordkorea vel intet andet valg end at rette ind.
Denne simple fortolkning er forkert. At den er baseret på småbidder af diplomatiske ordvekslinger, ofte på andenhånd, suppleret med med personlige fortolkninger fra tilfældige diplomater, ændrer ikke den kendsgerning, at der intet overraskende er i oplysningerne for analytikere, som har fulgt udviklingen.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Nordkoreas adfærd er frustrerende for de kinesiske ledere. Heller ikke, at kinesiske intellektuelle ofte har udtrykt deres utilfredshed med Nordkorea. Men Kinas politik fastlægges ikke af intellektuelle debattører eller lavere rangerende diplomater. Den besluttes i den stående komité i kommunistpartiets politbureau.
Det er et faktum, at Kina, der i egen interesse i årevis har søgt at dæmpe spændingerne på den koreanske halvø, og som har prøvet at få sekspartforhandlingerne i gang igen, har været tilbageholdende med kritik af Nordkorea.
Angrebet på den sydkoreanske ø blev i en ledende artikel i den kinesiske regerings officielle organ, Folkets Dagblad, kaldt »en tragedie i Nordøstasien.« Men det vil være naivt at tro, at Kina af den grund skulle sætte sine nordkoreanske venner på porten.
Hvis det nordkoreanske regime kollapser, og det gør det, hvis Kina standser sin hjælp og diplomatiske støtte, vil det sende hundredtusinder af nordkoreanske flygtninge ind over den kinesiske grænse med oplagt risiko for den form for panik, som Kina for enhver pris vil undgå. Forholdet mellem Kina og Nordkorea er stadig intakt, og Kinas interesse i Nordkorea er uforandret.
Hvad de dokumenter afslører, som Wikileaks nu har gjort til fælles internationalt eje, er brudstykker, som giver et forvredet og misvisende billede af de diplomatiske anstrengelser, som ikke mindst Kina udfolder for at sikre freden i Nordøstasien. Det er tvivlsomt, om de overhovedet vil have nogen indflydelse på forholdet mellem Beijing og Pyongyang. Hvis de har, er det på den negative side.
Men en ting er givet: De vil gøre Kina langt mere tilbageholdende med at diskutere Nordkorea. For hver gang Nordkorea gør noget overilet bliver Kina udlagt som syndebuk, fordi kineserne ikke gør nok for at bruge deres indflydelse.
Åben kinesisk kritik af Nordkorea kan udløse en tillidskrise mellem Nordkorea og Kina, som vil gøre det umuligt for Kina at få de nordkoreanske ledere til at opføre sig rationelt, for Nordkorea er ideologisk programmeret til at øge spændingerne. og uden Kina på sin side og med USA og Sydkorea fast forankret i troen på, at man blot skal behandle Nordkorea hårdhændet, er det næsten forudsigeligt, at spændingerne vil eskalere.
Illusionen om, at Nordkorea kan tvinges, indebærer de seneste års måske største risiko for, at det går galt. Med sit tilfældige småfiskeri i de diplomatiske kanaler har Wikileaks gjort sit til, at en koreansk fredsløsning og en mulig genforening kan blive skubbet endnu længere ud i fremtiden.