Dårlig medicin
Statsgældskrisen ruller videre over Europa.
I Dublin har regeringen bebudet så voldsomme tilpasninger af de offentlige budgetter for at kunne få de ønskede lån fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF), at det har resulteret i forbitrede demonstrationer og usikkerhed om, hvorvidt den irske regering har den fornødne støtte.
I princippet er det selvfølgelig rigtigt, at suveræne stater har pligt til at imødekomme deres gældsforpligtelser, uanset hvor umuligt det i situationen måtte synes.
Realiteterne er imidlertid, at hverken Grækenland eller Irland formentlig vil være i stand til at nedbringe statsgælden til et bæredygtigt niveau, med mindre de gennemfører så smertelige økonomiske nedskæringer over en længere årrække, at det vil resultere i noget nær nulvækst, eller de får hjælp i form af en højere inflation i resten af dette årti.
Hvad det sidste angår, har Den Europæiske Centralbank (ECB) aldrig ladet nogen i tvivl om, at bankens primære opgave er at sikre prisstabilitet i Euroland, hvilket i praksis vil sige en inflation på maksimalt 2 pct. om året.
Derfor er grækerne og irerne tvunget til at gå den hårde vej med drakoniske offentlige besparelser og skatteforhøjelser, der vil være et formentlig permanent farvel til tidligere tiders velfærdsgoder.
Så bastante ændringer i den statsfinansielle virkelighed har konsekvenser for den økonomiske udvikling, og derfor står både Grækenland og Irland til at få en meget lav økonomisk vækst år ind i fremtiden.
Konsekvenserne vil især blive mærkbare på arbejdsmarkedet, hvor der er risiko for en kronisk høj arbejdsløshed og især en meget høj ungdomsarbejdsløshed med deraf følgende socialøkonomiske udfordringer.
Disse udfordringer vil i et vist omfang blive afhjulpet af de store demografiske ændringer, som industrilandene er på vej mod, i takt med at først de store krigs- og nu de store efterkrigsårgange gradvist forlader arbejdsmarkedet til fordel for en tilværelse som de hidtil mest velbjærgede pensionister.
Spørgsmålet er, om man reelt hjælper Grækenland, Irland og andre gældstyngede nationer ved at flyttet finansieringen fra det private pengemarked over i EU- og IMF-regi.
Bevares, rentebyrden mindskes, men det samme gør den økonomiske og finanspolitiske frihed, hvilket er suverænitetsafgivelse af dimensioner. Tysklands kansler, Angela Merkel, har gjort sig temmelig upopulær ved at fastholde, at ejerne af statsobligationer i fremtiden skal bære en del af risikoen ved enten at acceptere en længere løbetid på statsobligationer eller ved at afskrive en del af deres tilgodehavender.
Fundamentalt set har kansleren fat i noget rigtigt. Man hjælper ingen lande ved at fastholde dem i en reelt ubetalelig gæld, da en sådan byrde kun kan bringes ned inden for en overskuelig tidshorisont, hvis de gældstyngede lande oplever solid økonomisk vækst og stigende beskæftigelse, hvilket hverken Grækenland eller Irland har udsigt til foreløbig.
En gældssanering vil alt andet lige være bedre.
Dels vil de gældstyngede lande kunne få en frisk start ved at få reduceret gældsbyrden til et håndterbart omfang. Dels vil købere af statsobligationer vide, at de løber en større risiko end i dag, og derfor vil de fremover være anderledes kritiske, når de investerer i statsobligationer.
Herigennem fremtvinger man en anderledes finanspolitisk disciplin, hvilket alle regeringer trænger til at blive belært om. Jo før des bedre.