Den dyre pleje
Et civiliseret samfund er først og fremmest kendetegnet ved, at det tager hånd om sine svageste medborgere. Intet anstændigt menneske kan have noget imod, at fysisk og psykisk handicappede personer får den nødvendige hjælp til at kunne føre en så tålelig og værdig tilværelse, som omstændighederne tillader.
Denne ganske rimelige sikring af svage medborgeres tilværelse er fastsat ved lov, som til gengæld er så fiffigt formuleret, at den rimelige hjælp i mange tilfælde nærmer sig et for samfundet ganske urimeligt niveau.
Med mellemrum fremdrages ganske groteske eksempler, som når eksempelvis en enkelt psykisk syg kriminel beslaglægger en snes pædagogers fulde arbejdskraft året igennem i en villa, der er erhvervet til dette ene formål, eller når en familie, der gør sig ud til bens og truer naboerne, som belønning får stillet en kommunal villa til rådighed med hjælp til haven og det hele.
Mere følsomt er det nok at rejse spørgsmål om det rimelige i, at forældre uanset indtægt skal have fuld kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for at passe et handicappet barn hjemme.
En passende kompensation for at spare samfundet for plejeudgiften forekommer rimelig, men det er vanskeligt at se det rimelige i, at det offentlige skal betale langt over en million kr. årligt til en enkelt forælder, der har fraskrevet sig en så vellønnet stilling for at passe sit handicappede barn.
Bevares, det står i serviceloven, men heri ligger netop problemet. Der er for megen automatik i de offentlige ydelser. Det kan selvfølgelig være svært at sige nej til folk i sådanne svære situationer, men der må alligevel være grænser. En grænse må være passeret, når en forælder hæver løn på direktørniveau for at passe et barn hjemme, mens andre må nøjes med en sjettedel for samme ydelse.
Børn med ADHD (tidligere Damp), anbragte unge, voksne med handicap eller psykiske lidelser samt borgere med andre særlige behov, som kan imødekommes gennem sociallovgivningen, beslaglægger 21 pct. af kommunernes samlede økonomi. Det er mere, end det koster at drive hele folkeskolen. Det går simpelthen ikke.
Socialminister Benedikte Kiær varsler nedskæringer, besparelser og udgiftsloft for fremtidige kompensationer for tabt arbejdsfortjeneste, og anderledes kan det ikke være. Stigningen kan ikke fortsætte.
Når besparelserne sætter ind, vil der med usvigelig sikkerhed blive præsenteret eksempler på folk, der er kommet i klemme, og der vil blive slået politisk plat på folks ulykke. Politikere vil beskylde hinanden for følelseskulde grænsende til økonomisk brutalitet, og de mennesker, der har deres eget gode udkomme ved at administrere godheden, vil gennem deres fagforeninger protestere og tale om umenneskelig adfærd.
Bag det hele ligger imidlertid den uomgængelige kendsgerning, at sådanne udgifter har det med at løbe løbsk, ikke mindst fordi store dele af administratorklassen opfatter sig som deres klienters advokater, som skal have mest muligt ud af systemet, og ikke som systemets administratorer, der skal passe bedst muligt på samfundets penge og bruge dem fornuftigt.
Blot trist, at sådanne politiske erkendelser af behovet for kollektiv ansvarlighed kun kan nyde fremme, når krisen står for døren.