Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Galt afmarcheret

10 år efter, at den nu 27-årige lægestuderende Maria Mawla satte gang i debatten om brug af muslimsk tørklæde, er hun igen i centrum. Hun blev optaget i hjemmeværnet, men røg ud med brask og bram, da det gik op for samme værn, at det havde overset forsvarsminister Søren Gades uniformsbestemmelser for forsvaret.

Det skete ikke overraskende, fordi hjemmeværnet på sin hjemmeside gjorde et så stort nummer ud af denne »rollemodel for muslimer,« at Dansk Folkeparti ikke kunne overse det. Partiet krævede, at forsvarsministeren straks skulle forbyde tørklæder i værnet. En sådan set overflødig reaktion, fordi Søren Gade i maj 2008 allerede havde præciseret, at det at bære uniform betyder, at man fremstår ens, fordi det er en del af identiteten og sikkerheden i forsvaret.



Hjemmeværnet måtte erkende, at det var en fejl at uddanne og optage Maria Mawla, fordi hun insisterede på at bære tørklæde under uniformen, og Maria Mawlas fortid i tørklædedebatten rejser nu spørgsmålet om, hvorvidt hun er provokatør, eller om hun helhjertet er dansker med et brændende ønske om at kunne forsvare sit nye fædreland.



I det interview, som hjemmeværnet bragte med hende på hjemmesiden, og som nu er fjernet, lægger hun ikke skjul på, at hun er ”stærkt praktiserende muslim,” men samtidig dansker, som »gerne vil gøre en indsats ude i verden.«



Umiddelbart synes det indlysende, at det at søge optagelse i hjemmeværnet er udtryk for, at man er dansker med et ønske om at forsvare sit land, hvis det bliver nødvendigt. Men når der i Mawla-sagen kan rejses tvivl om, at motivet også kunne være et ønske om at markere muslimske værdier, skyldes det hendes fortid i tørklædedebatten.



Hun var i 1999 anledning til den sag, som HK indledte og vandt over Magasin, der havde afvist en 14-årig muslimsk pige som erhvervspraktikant, fordi hun ønskede at bære tørklæde. Men så principiel en afgørelse, som HK havde ønsket, var det ikke. Tre år senere fik Føtex medhold i, at det var berettiget at afskedige en medarbejder, fordi hun bar tørklæde.



For Føtex havde i modsætning til Magasin klare regler for, hvordan medarbejderne måtte være klædt. Et uniformeringskrav, som gjaldt alle medarbejdere. Debatten rullede videre i forsvaret, som måtte lægge det såkaldte ”turban-direktiv” på hylden, men som i stedet fik forsvarsministerens klare præcisering af uniformeringsreglerne.



Med tørklædeloven, som Folketinget vedtog i maj, og som forbyder dommere ved danske domstole at bære religiøse symboler, genoplivede denen debat om politiet og forsvaret, som regeringen ikke ville være med til, men som hjemmeværnet nu temmelig kluntet har fået på bordet igen.



Om Maria Mawla privat vil bære tørklæde er hendes personlige valg. Men når hun kalder det diskrimination, at hun ikke må bære det religiøse muslimske symbol i hjemmeværnet, er hun galt afmarcheret.



Her er ikke tale om diskrimination, men om klare regler, som helt indlysende handler om, at politiet og forsvaret ligesom domstolene ikke bør tillade, at man skilter med sine personlige og religiøse sympatier eller antipatier.



Det problem skar forsvarsminister Søren Gade med sine retningslinjer for forsvaret klart igennem, og længere er den sag ikke. Den handler ikke om, hvorvidt muslimer kan optages i hjemmeværnet. Men alene om, at man i »det såkaldte demokrati, vi i Danmark praktiserer,« som Maria Mawla har udtrykt det, skal respektere de gældende regler.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen