Efterhånden kan intet overraske, når det gælder jernbanedrift i Danmark. Inkompetencen præger alle led, og det fundamentale fravær af politisk professionalisme fuldender denne infrastrukturelle tragedie.
Seneste bidrag er den nye jernbane mellem København og Ringsted. Efter planen tages strækningen i brug næste år, men da ikke ét af de tog, der skal køre på strækningen, er ombygget til et nyt signalsystem, vil der ifølge ugebladet Ingeniøren højst køre ét tog i timen på den 9 mia. kr. dyre jernbane. Det nye ERTMS-signalsystem, der erstatter de velkendte lyssignaler med direkte kommunikation med togene, er sat til at ville koste 20 mia. kr.
Ringstedbanen er bygget til, at togene skal kunne køre med op til 250 km/t. Banedanmark omtaler det som en højhastighedsstrækning, men i forhold til de hastigheder, der køres med i lande som bl.a. Kina, Japan, Taiwan, Italien, Spanien og Frankrig – op til 350 km/t. – er Danmark fremdeles et jernbaneteknologisk udviklingsland.
Nu som før er skandalen, at der trafikpolitisk aldrig tænkes i helheder. ERTMS-systemet er én beslutning. Ringstedbanen er en anden. Togfonden en tredje. Konsekvensen er, at der ikke eksisterer et samspil, så opgraderingen og elektrificeringen af hovedjernbanenettet sker parallelt med udrulningen af signalsystemet og færdiggørelsen af Ringstedbanen.
Det giver derfor kun ringe mening at anskaffe eltogsæt til fjerntrafikken, da der ikke er elektrificeret nord for Fredericia. Bedre bliver det ikke af, at DSB som nuværende monopoloperatør på fjerntrafikken ikke finder det nødvendigt at købe eltogsæt, der kan køre mindst 250 km/t., uagtet at selve meningen med jernbanen er at komme hurtigst muligt fra A til B. Af samme grund er det også planen at etablere en ny jernbanestrækning mellem Aarhus og Horsens samt etablere en jernbanebro over Vejle Fjord for at kunne opnå timedrift mellem landets største byer. En ny forbindelse over eller under Lillebælt er også påkrævet til erstatning for den gamle lillebæltsbro, der er endnu en jernbanetrafikal flaskehals.
I dag tager det minimum 2:51 timer at tage toget mellem Aarhus og København. Tusinder benytter toget for at komme til og fra møder på samme dag, hvilket betyder seks timers transport og dermed uundgåeligt udgifter til overtidsbetaling eller afspadsering for de arbejdsgivere, hvis medarbejdere må spilde tiden i sneglefart gennem landet. Tabet i penge er astronomisk, men det er Folketingets transportpolitiske flertal tydeligvis bedøvende ligeglad med; ellers ville jernbanen for længst have været gjort tidssvarende.
Med en ægte højhastighedsjernbane ville rejsen mellem Aarhus og København kunne gøres på bare én time uden stop undervejs eller to timer tur/retur.
Det vil derfor kun være ret og rimeligt, at statskassen godtgør private arbejdsgivere f.eks. 1.000 kr. for hver time, som en medarbejder spilder i de langsomme tog. Det vil sige 4.000 kr. for en returrejse mellem landets to største byer.
Folketinget ville dermed få et økonomisk incitament til at få de danske jernbaner ført ind i det 21. århundrede og på niveau med verdens bedste – og hurtigste.
Folketingets medlemmer har ingen problemer med at bevilge sig selv lukrative, delvist skattefri vederlag og en stribe andre privilegier betalt med verdens højeste skattetryk.
Det mindste, borgerne kan forvente til gengæld, er verdens bedste trafikale infrastruktur og ikke som i dag bumletog, som selv mange udviklingslande ville være flove over.
