Tysk jordskælv
Et middelsvært politisk jordskælv ramte søndag Tyskland.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Angela Merkel kan fortsætte som kansler. Det er godt for Tyskland, Europa og Danmark. Men tysk politik er i opbrud og skal give nye svar på et historisk opbrud.
Efter 12 år på posten er det en triumf i sig selv, at Merkel kan køre videre, selv om hendes CDU gik markant tilbage. For det socialdemokratiske SPD er lussingen så voldsom, at Martin Schulz snart kan være fortid.
Merkel har reelt kun én mulighed for at danne en flertalsregering. Allerede søndag aften meddelte SPD, at det ikke vil gå ind i en ny, stor koalition. Tilbage bliver en regering bestående af CDU/CSU, det liberale FDP og De Grønne. Det var under alle omstændigheder den bedste løsning.
Det genopstandne FDP er et af Tysklands klassiske partier, som under sin dynamiske formand, Christian Lindner – Tysklands svar på Emmanuel Macron – kan arbejde for en modernisering af det lidt stive arbejdsmarked, ikke ulig hvad der foregår i Frankrig. Og det oprindeligt kryptorevolutionære parti De Grønne er med årene gledet så meget ind mod midten, at det i dag også repræsenterer det nye ideologiske spidsborgerskab; lidt ligesom De Radikale i Danmark: politisk korrekt, velstående, men uden videre kontakt til den muslimske indvandring, hvor man selv bor og arbejder.
En sådan såkaldt Jamaica-koalition vil i sig selv være en historisk fornyelse af tysk politik efter de mange år med Merkel og den store koalition hen over midten. Den er aldrig prøvet før på forbundsplan, men fungerer fint ude i flere delstater. At den store koalition efter otte år ikke forlænges, er demokratisk set kun godt. Tyskland har brug for et vist ryk, og for at de store partier igen deler sig lidt hårdere efter anskuelser. Afklapsningen af både CDU/CSU og SPD skyldes ikke mindst den udtalte konsensus, der har ligget over tysk politik i to valgperioder.
Merkels nye regering vil være usvækket i sin europæiske ambition: mere Europa, mere EU. Den store udfordring bliver at håndtere de massive forventninger, som ikke mindst de sydeuropæiske lande, inkl. Frankrig, har til Tyskland. Skåret ind til benet handler de om, at tyske skatteydere bedes betale mere af regningen for det offentlige overforbrug i de pågældende lande. Balancen mellem at vise sig lydhør over for EU-partnerne og tage bestik af en ny, lidt mere EU-kritisk tilgang hjemme bliver en af Merkels største udfordringer.
Med AfD’s indtog i parlamentet indhentes Tyskland af den europæiske virkelighed, hvor det længe har rumlet i det klassiske landskab af partier med en klar bevægelse mod fløjene. Sådan er det nu også i Forbundsdagen, der fremover vil rumme både det venstrepopulistiske Die Linke og det højrepopulistiske AfD. I den første tid vil der være en vis berøringsangst over for AfD – historiens bagage er tung i Tyskland – men derefter vil der givetvis finde en normalisering sted.
Meget af det, som AfD-toppen siger, lyder stygt, men de etablerede partier kommer ikke uden om at forholde sig aktivt til partiets mange vælgere. Med en så stor opbakning repræsenterer AfD en tendens, som hverken kan ignoreres eller tabuiseres i det lange løb. De, der har stemt på partiet, har krav på at blive hørt og også taget alvorligt. De hidtil så store folkepartier må erkende, at de ikke længere er slet så store.
Valgets vigtigste tale er dog helt klart, at fænomenet Angela Merkel kan fortsætte. I usikre globale tider skrives stabilitet, ansvarlighed og troværdighed dermed heldigvis stadig med stort i Tyskland. Det er i alles interesse.