Annonce

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Ja, Kim Jong-un er en skurk. Men der er noget, der er værre

Den amerikanske præsidents tirader mod Nordkorea er ikke fremmende for verdensfreden.

Man kan sagtens forstå, at Donald Trump er ved at være godt træt af Nordkorea og dets diktator Kim Jong-un. Det er vist det meste af verden. Pyongyangs raketaffyringer og atomudviklingsprogram er provokationer uden lige og truer regionens skrøbelige stabilitet.

Men Trump er også De Forenede Staters præsident, og det nummer, han gav på FN’s generalforsamling i denne uge, er hverken hans embede værdigt eller fremmende for verdensfreden, som jo skulle være organisationens fornemste opgave. Det var hans første tale ved generalforsamlingen, og hvis man havde regnet med, at han ville folde sig ud som sædvanligt plus lidt til, levede han op til forventningerne. Han truede Nordkorea med udslettelse, han latterliggjorde Kim som »Rocket Man« og kaldte styret »en bande af kriminelle«.

Han sagde også en del andet, men mange af hans formuleringer om Nordkorea var tegneseriesprog og udtryk for en tankegang, som, hvis den var kommet til udfoldelse i en børnehave, kunne have fået en pædagog til at skride ind. »Du må tale ordentligt,« ville pædagogen have sagt.

Men dette er ikke en børnehave. Det er alvor, og Trump er kravlet så højt op i det berømte træ, at han dårligt kan komme ned igen, medmindre han smider nogle bomber over Nordkorea. Hvorfor, som amerikanske kommentatorer påpeger, skulle Kim give afkald på det eneste værdifulde, han har, når han bliver truet på livet?

I samme tale gav Trump også atomaftalen med Iran – som i det store hele holder – det glatte lag; aftalen er indgået under forgængeren Barack Obama. Den nuværende præsident vil gerne være fri for den, eller i det mindste genforhandle den. Hvorfor skulle Kim nu være interesseret i en aftale med USA, når USA åbenbart ikke føler sig bundet af allerede indgåede overenskomster?

Det virker heller ikke beroligende, at Trump tilsyneladende talte efter manuskript. Han fulgte ikke, som det ofte er tilfældet, en pludselig indskydelse. Talen var, må det formodes, filet til efter at være gået gennem mange hænder – udenrigsministerens og sikkerhedsrådgiverens, f.eks. Måske er også en gammel mastodont som Henry Kissinger – der har haft begge embeder – blevet spurgt til råds. Det kan være, at manuskriptet i sin oprindelige form var meget værre. Men dette er, må man gå ud fra, som der tænkes i De Forenede Staters kontrolrum.

Nordkorea har 24 mio. indbyggere. Sydkoreas hovedstad Seoul, der ligger tæt ved grænsen, har henved 10 mio. indbyggere. Det er disse mennesker – udover japanere og andre – Trump bringer i skudlinjen.

Samme dag, som præsidenten stod på talerstolen i New York, blev det bekendtgjort, at den tidligere russiske oberstløjtnant Stanislav Petrov var død. Petrov var i 1983 tjenstgørende officer i et raketvarslingscenter uden for Moskva, da det så ud, som om et amerikansk missil var blevet affyret mod Sovjetunionen. Der fulgte fire lignende alarmer. Petrov tænkte sig om, ikke længe, for det var der ikke tid til, men dog grundigt, og kom til den slutning, at det måtte være en fejl. Han satte ikke modforholdsregler i værk, og på den måde blev verden måske forskånet for en ny krig.

Petrov var en stille helt, man hørte ikke meget til ham bagefter, men han havde is i maven i et afgørende øjeblik. Det samme kunne man ønske sig af Amerikas præsident. Ja, Kim er en skurk. Men der er noget, der er værre: en krig udløst af uforstand. Eller taler man for døve øren?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
FN
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Leder lige nu

JP mener: Natos egen kamp

Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Trump har ret – vi bør tage os sammen

Anders Vistisen
Danmark bør sigte efter at bruge to pct. af bnp på forsvaret.

Blog: Martin Ågerup ser muslimer uden at se islam

Mikael Jalving
Kultur og islam stikker dybere end til et juridisk eller filosofisk spørgsmål om skyld og ansvar. Kulturer spørger ikke om lov.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her