Er lægeskandalen i Viborg kun toppen af et isbjerg?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

En kæde er aldrig stærkere end sit svageste led, men hvis der kun er ét svagt led, og man i øvrigt ved, hvor det befinder sig, kan man skifte det ud og genoprette ro og styrke. Der findes ikke brancher eller erhverv, som er afhængige af menneskelig viden, dømmekraft og indsats, hvor der ikke begås fejl. Sådan er det desværre, men det er såre menneskeligt, og hvis der i øvrigt drages erfaringer, hver gang der begås fejl, så de kan mindskes eller helt elimineres, har man i det mindste opnået noget af fejlene.

Som det fremgik af Jyllands-Posten søndag er en større skandale udrullet på Regionshospitalet i Viborg. En mammografilæge har gennem flere år udvist grov pligtforsømmelse, kan man roligt sige, over for mange kvinder, der blev undersøgt for brystkræft. Lægen havde sjusket og brudt retningslinjer, og derfor så hospitalet, da det blev opdaget sidste år, sig nødsaget til at genindkalde flere end 3.000 kvinder til undersøgelse. Foreløbig har fem kvinder fået konstateret brystkræft, men man frygter, at tallet kan bliver langt højere, når først alle kvinder er undersøgt. Den mandlige mammografilæge er for længst fratrådt sin stilling, og indtil videre har 10 kvinder fået tilkendt erstatning, så derfor kunne man håbe, at ro, tryghed og troværdighed dermed var genoprettet, men sådan er virkeligheden desværre ikke på den politiske slagmark og i det bundløse kar, som normalt går under navnet sundhedssektoren.

I sagen fra Viborg er der adskillige elementer, der kun forværrer tiltroen og tilliden til et system, der i forvejen er under pres. Den pågældende læge havde inden ansættelsen i Viborg en vifte af lignende klagesager på sin gamle arbejdsplads, hospitalet i Randers. Det havde hospitalet ikke følt sig kaldet til at meddele hans nye arbejdsplads, fordi »det er der ikke rigtig tradition for,« som det lyder fra Randers.

Samtidig har sagen atter illustreret, at der ikke findes nogen central registrering af klagesager, og at der ikke findes nogen indberetningspligt over for myndighederne, hvis klagesagerne mod en læge vokser sig store. Heller ikke mellem Patienterstatningen, som behandler klage- og erstatningssager, og Styrelsen for Patientsikkerhed er der nogen kommunikation. Det betyder med andre ord, at selv om der i de enkelte instanser kan ligge stor viden, bruges den ikke til noget, og der findes ikke et centralt overblik over, hvor mange svage led der er i kæden, og hvor de befinder sig.

Det er en horribel og skræmmende sag, som indiskutabelt kræver, at der politisk mellem regionerne og de øvrige instanser, der er involveret, gøres langt mere for at opbygge et forsvarligt system, der kan forhindre gentagelser. Men dermed skal man desværre ikke bilde sig ind, at de svage led er skiftet ud i sundhedssektoren.

Det flyder i disse år med beretninger om et system, hvor journaler bliver væk, patienter sættes i forkert eller for sen behandling, og flere får forkerte medicindoser, dette på trods af eller måske netop fordi man har ladet sundhedssektoren blive omgærdet af et fedtlag af kontrol og registrering, senest med den meget omdiskuterede Sundhedsplatform. I djøfiseret new public management-begejstring har man teknologiseret styringen af sundhedssektoren, så personalet i dag bruger en væsentlig del af sin arbejdstid på registrering og dokumentation. I den fagre nye verden har man bildt sig ind, at det minimerer de svage led i en kæde, der i sin essens er baseret på kald og menneskelig kontakt. Men meget tyder på, at det faktisk forholder sig modsat.