Annonce

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Jyllands-Postens sjæl har det godt

Ugen har budt på kritik af Jyllands-Posten for at svigte udgivelsesgrundlaget. Vi kan berolige med, at Jyllands-Posten er og vedbliver at være en liberal avis.

Der er bekymring på de sociale medier for Jyllands-Postens sjæl. I onsdags skrev Berlingskes kommende direktør, Anders Krab-Johansen, at »Jyllands-Posten er blevet slugt af Politiken. Øv,« og at han er »bekymret for JP’s sjæl«.

Nogenlunde samtidig skrev landets transportminister, Ole Birk Olesen, på Facebook: »Jyllands-Posten kalder sig en liberal avis, Berlingske er konservativ, Politiken ligger til venstre osv. På den måde kan man i teorien have et pluralistisk mediebillede, hvor alle aviser ikke løber efter de samme historier og vinkler på historier, fordi de vurderer væsentlighedsspørgsmålet i lyset af hver deres udgivelsesgrundlag. I teorien. I praksis er dette dagens forside på Jyllands-Posten. Det kunne lige så godt have været Politikens forside.«

Anledningen til den store bekymring er Jyllands-Postens dækning af regeringens skatteudspil i tirsdags. På forsiden blev det slået fast, at »Løkkes skatteudspil gavner de vellønnede danskere mest«. Det falder transportministeren, der selv er tidligere journalist, så meget for brystet, at han nærmest mener, at der er tale om forræderi, fordi man af forsidevinklen på avisen ikke aner så meget som en flig af Jyllands-Postens liberale udgivelsesgrundlag, og at historien ud fra væsentlighedskriteriet er vinklet fuldkommen forkert.

Til de bekymrede er der kun at sige: Jyllands-Postens sjæl har det godt, og det har den nutidige kontakt med den også. Men den prominente opmærksomhed er også en lejlighed til at repetere de principper, der gør sig gældende for, at den sjæl er, som den er. Et dagblad er ikke bare et dagblad; det er også et ideologisk projekt, der forsøger at påvirke verden i overensstemmelse med udgivelsesgrundlaget. Men det er først og fremmest et journalistisk produkt, der i henhold til Jyllands-Postens værdier skal bidrage til oplysningen, fri debat og demokratiet ved at kontrollere magthavere.

Sagt med andre ord betyder det, at Jyllands-Postens journalistiske vinklinger på givne sager redigeres efter journalistiske kriterier og ikke efter det liberale udgivelsesgrundlag eller andre politiske hensyn. Jyllands-Posten skal kendes på, at den ikke har venner og kan skyde i alle retninger, når det er krævet. I den henseende har Jyllands-Posten en yderst traditionel tilgang til journalistikken og til den skelnen mellem nyheder og holdninger eller news og views, som det hedder på nydansk, hvor især sidstnævnte ikke må have indflydelse på førstnævnte.

I den aktuelle sag er det helt legitimt og oplagt at efterprøve, om statsministeren har ret, når han dagen før udspillet sagde, at de største skattelettelser ville gå til personer med helt almindelige indkomster. Det udelukker ikke kritik, for journalisterne kunne have mistolket tallene eller misforstået aspekter ved udspillet, men kritikken skal foregå på de rigtige præmisser og rettes mod journalistikken.

Vi kan berolige med, at Jyllands-Posten er og vedbliver at være en liberal avis, men det kommer til udtryk på lederplads, »mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv«, som det hedder i værdigrundlaget. For dem, der stadig er i tvivl, kan vi citere fra onsdagens leder, der under overskriften ”Misundelse” klandrede regeringen for ikke at gå langt nok i udspillet og konkluderede: »Så længe misundelse er selve ledemotivet, kan det aldrig blive anderledes, og med mindst fem partier i Folketinget, der ser det som deres eksistensberettigelse at fastholde flest muligt på overførselsindkomst, bliver ethvert skatteudspil aldrig andet og mere end endnu et spark til skaffedyrene.«

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Leder lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skammer du dig ikke, Morten Østergaard?

Alex Vanopslagh
Med De Radikales seneste kampagne anklager de tusinder af gode danske virksomheder for bevidst at bryde loven og underbetale kvinder på arbejdsmarkedet. Usmageligt og skamløst.

Trump har sejret: Ingen tør videreføre arven fra John McCain

Matthew Fallon Hinds
Senator John McCains død markerer samtidig dødsstødet for Republikanernes vision om en liberal verdensorden under amerikansk overherredømme.

Kommentar: Skal kriminalforsorgen fungere som ruffer?

Henrik Jensen
Spørgsmålet bærer svaret i sig. Det er vel ikke kun ofrenes efterladtes retsfølelse, der her forhånes. Husk lige, at kriminalforsorgen, det er også os – landets borgere.
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her