Ulven er her

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man regner med, at der er mellem 10.000 og 20.000 fritlevende ulve i Europa. I betragtning af den panik, som et dansk ulvepar med otte unger udløste i den forløbne uge, kan man undre sig over, at der ikke er opsat store advarselsskilte ved den dansk-tyske landegrænse: ”Advarsel, I kører nu ind i ulveland. Al færdsel uden for motorvejen frarådes.«

Men sådan er det selvfølgelig ikke. Man tænker ikke på glubske ulvekobler, når man glad og fro vandrer i den skønne tyske natur, og det hænger selvfølgelig sammen med, at ulven slet ikke er så farlig for mennesker, som eventyrene og folkesagnene gennem århundreder har forsøgt at bilde os ind.

Få dyr – om noget overhovedet – er i den grad blevet dæmoniseret og tillagt direkte onde og djævelske egenskaber. Vi kan foreløbig tage det gaske roligt, og når folk i Vestjylland proklamerer, at de nu ikke mere tør lade deres børn færdes alene på villavejene, må man anføre, at de nok overdriver faren en kende.

Men vi må ikke glemme, at ulven er et rovdyr, og rovdyr lever af byttedyr. Så længe jagten begrænses til skovens naturlige fauna, kan vi tage det ganske rolligt og blot konstatere, at naturen går sin mangfoldige gang. Når rovdyr skal have føde, må andre dyr slås ihjel. Det gælder – må vi bringe i erindring – også det rovdyr, den primat, som hedder mennesket.

Mennesker kan tage ulvens tilstedeværelse ganske roligt. Vi skal vist tilbage til 1700-tallet for at se beretninger om ulveangreb her i landet, og den sidste danske ulv blev skudt i 1813. Om Europas 10.000 til 20.000 fritlevende ulve hører vi af gode grunde intet om angreb på mennesker, simpelthen fordi det ikke sker.

Men inden vi helt fortaber os i gensynsglæde efter 204 års fravær og glæden over otte små nuttede ulveunger, må vi minde hinanden om, at danske landmænd med god ret ser ganske anderledes bekymret på ulvens genkomst.

Skulle skoven ikke byde på tilstrækkeligt råvildt, vil det være nærliggende for et stigende antal ulveflokke at søge føde blandt tamdyr, først og fremmest får og geder. Og selv om ulvene af natur er decideret menneskesky og flygter langt væk ved den blotte lugt af mennesker, kan man vel ikke tage for givet, at det vil være en varig tilstand.

Se for eksempel, hvordan rævene har taget byerne i besiddelse. Når de opdager, at der er masser af føde og ingen fare, tager de lidt efter lidt nye områder i besiddelse.

Det kan nok ikke afvises, at ulvene over tid og generationer nærmer sig både by og mennesker, når de opdager, at mennesker ikke er farlige.

Det er hidtil ikke sket, men helt afvises kan det vel ikke.

Derfor er der ingen vej udenom: Ulvens totalfredning kan ikke opretholdes, når eller hvis arten bliver så mangfoldig, at den udgør et betydeligt skadepotentiale for landbruget. Så må der ligesom eksempelvis i Norge og Sverige åbnes for regulering gennem nedskydning af et passende antal.

Man kunne selvfølgelig mene, at ulve overhovedet ikke hører hjemme i den danske natur, og at de uden pardon øjeblikkelig burde skydes allesammen.

Men ærligt talt: Lad os ikke henfalde til småreligiøse forestillinger om paradisiske tilstande, hvor løven og lammet græsser side om side.

Naturen er også brutal, og hvad råvildtet angår, tager ulven de svageste eksemplarer og bidrager dermed til en god, sund vildtpleje til glæde for andre jægere: mennesker.