Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Trumps syndefald

Nationalegoismen er nu til aften blevet demonstreret for fuld skrue af Donald Trump.

Uventet er det ikke, men det er mildt sagt tankevækkende, at USA's præsident Donald J. Trump nu til aften har gjort alvor af sit valgløfte om at trække verdens største økonomi ud af FN’s klimaaftale.

Hidtil har af verdens lande kun Nicaragua og Syrien valgt at stå uden for aftalen, og at præsident Trump nu har besluttet, at USA skal være en del af dette dubiøse selskab, taler for sig selv.

I sin tale i Rosenhaven ved Det Hvide Hus leverede den amerikanske præsident i bedste fald kun en håndfuld nogenlunde acceptable argumenter for sin beslutning. Resten var svulstig retorik møntet på den del af det amerikanske vælgerkorps, der har vist en udtalt træthed over for selv saglig argumentation.

Trump efterlod i sin tiltrædelsestale den 20. januar ingen i tvivl om, at hans embedstid skal være båret af ”America first”.

Nationalegoismen er nu til aften blevet demonstreret for fuld skrue, og end ikke et velment nødråb i sidste øjeblik fra de nordiske statsministre kunne formå den amerikanske præsident til i det mindste at nuancere sin beslutning.

Præsident Trump mener, at han vil være i stand til at genforhandle klimaaftalen, som 190 lande står bag, hvilket i bedste fald må siges at være en naiv tilgang til globalt diplomati, i værste fald udtryk for et fundamentalt fravær af respekt for de hundredetusinder om ikke millioner af arbejdstimer, som politikere, diplomater, videnskabsmænd og andre har investeret i at nå frem til den klimaaftale, der blev indgået i Paris.

Selvsagt er en aftale med deltagelse af alle verdens lande – nu minus tre – et kludetæppe af kompromisser, der ikke nødvendigvis stiller USA i den position, som en ny præsident ideelt set kan ønske sig.

Derfra og til at trække USA ud af aftalen er der imidlertid langt.

Nu til aften har præsident Trump gentaget sit mantra om, at enhver international aftale skal være ”fair” for USA. Som han understregede, »er jeg valgt af vælgerne i Pittsburgh, ikke af vælgerne i Paris«. Standpunktet er ærligt og håndgribeligt, men som erfarne diplomater kan bruge timer på at berette om, vil en international aftale, som alle lande betragter som fair, også være en aftale, hvor ikke alle er lige tilfredse, men derimod lige utilfredse.

Skal man forstå Trump ret, er det ikke »fair«, at verdens største og teknologisk mest avancerede økonomi skal behandles efter en anden målestok end Kina og Indien – verdens to folkerigeste nationer – uagtet, at disse lande har millioner af fattige, hvis daglige tilværelse er sølle i sammenligning med den amerikanske middelklasse, der nok er ved at tabe velstandskapløbet i USA, men dog for de flestes vedkommende har ejerbolig, to biler i indkørselen og dollars i lommen.

En trøst i denne aftens tristesse er, at et stort set enigt amerikansk erhvervsliv har undsagt præsident Trumps beslutning, og at USA's videnskabelige styrke og innovative urkraft af så unik, at den i de kommende år vil præsentere teknologiske løsninger, der i praksis vil arbejde i præcis den retning, som klimaaftalen anbefaler.

På World Economic Forums årsmøde i Davos i januar trådte Kinas præsident, Xi Jinping, for alvor ind på den globale scene ved at love kinesisk lederskab for den fri verdenshandel, og det vil ikke overraske, om den kinesiske statschef senest ved G20-landenes topmøde i Hamborg i næste måned også vil forsøge at placere Kina som frontkæmper for klimaaftalen og dermed fylde det tomrum, som den amerikanske præsident efterlader.

Den isolationisme, som præsident Trump i stigende grad repræsenterer, er ildevarslende for USA, men den må ikke lykkes.

Derfor er det værdifuldt, at eksempelvis de nordiske statsministre lader deres røst høre, og det er essentielt, at de vestlige demokratier med endnu større styrke end hidtil arbejder på at trække den politisk uerfarne amerikanske præsident i den retning, der set med allieredes øjne tjener USA's langsigtede interesse.

Ingen skal bebrejde præsident Trump, at han sætter ”America first”, men lige så legitimt er det, at USA's nærmeste venner, hvortil Danmark hører, gør alt for at forhindre, at Trump-æraen udarter til ”America last”. 

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.