Gyseren fortsætter
Emmanuel Macrons tilsyneladende forspring ved første runde af præsidentvalget i Frankrig er nok det bedste, som Europa i situationen kan håbe på.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Den 39-årige, der har været økonomiminister i en Socialistparti-regering, men siden 2009 har stået uden for partierne, er på mange måder et ubeskrevet blad. Dog forekommer han at være den mindst ringe af de fire kandidater, som har været længst fremme ifølge meningsmålingerne.
Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at ved et så skelsættende valg har en fjerdedel af de franske vælgere valgt sofaen.
Marine Le Pen fra Front National bliver Macrons modkandidat i anden runde af præsidentvalget om to uger. Den konservative François Fillon hængte på, og det samme gjorde venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon, men langt fra nok til at kunne true de to kandidater, der nu går videre.
Socialistpartiets kandidat Benoît Hamon har angiveligt kun fået 6,2 pct. af stemmerne, hvilket reelt er en udradering af partiet og om noget folkets dom over præsident François Hollandes fem år ved magten.
Forventningen er, at Emmanuel Macron også vinder anden runde af præsidentvalget, da de vælgere, der har sat kryds ved andre end Le Pen, formentlig i stort tal vil søge mod ham, men efter brexit i Storbritannien og præsidentvalget i USA bør man være forberedt på alt.
Le Pen vil, som tidligere bemærket på denne plads, være en katastrofe for Frankrig og for Europa, hvis hun gør alvor af sine 144 valgløfter.
Hvis hun skulle rykke ind i Élysée-palæet, har hun bebudet en folkeafstemning om fortsat medlemskab af eurosamarbejdet og dermed af EU, og hun har leget med tanken om at trække sit land ud af Nato. Såfremt Frankrig forlader EU, vil det europæiske projekt bryde sammen. De, der hilser denne mulighed velkommen, skylder at fortælle, hvad der er Plan B. Hvordan forestiller de sig fremtidens Europa?
Tyskland ville, alene på grund af at være verdens fjerde største økonomi, kunne blive dominerende, hvilket, den historiske ballast in mente, betragtes som et mareridt i Berlin. Et lille land som Danmark ville ikke kunne lade sin stemme lyde på tilnærmelsesvis samme måde som i dag.
Man må håbe, at fornuften vil råde i anden runde af præsidentvalget den 7. maj, men selv om Macron måtte vinde endnu en gang og blive Frankrigs præsident, bør lettelsen kun være kortvarig. Netop fordi han står uden for partierne, har han ingen direkte allierede i Nationalforsamlingen. Her skal der være valg i juni, og resultatet er uvist.
Selv hvis han måtte finde støtter i Nationalforsamlingen, er det et åbent spørgsmål, hvordan Emmanuel Macron vil løse landets enorme udfordringer. Han har ikke været detaljeret for nu at sige det mildt, og franskmændene har hidtil ikke vist synderlig vilje til de reformer, som er nødvendige, hvis økonomien ikke skal geråde fuldstændig ud af kontrol.
Lige nu kan man, altså Frankrig og Europa, udstøde et lille, befriende suk, men heller ikke mere. Gyseren fortsætter.