Fortællingen om EU er ikke slut

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

60 år. Tallet er – ikke mindst i Danmark – magisk. Forbindes med efterløn, eftertanke, tid til sundhedstjek.

I dag, lørdag den 25. marts, fylder Rom-traktaten 60 år. Megen festivitas er der ikke, men italienerne har dog fået etableret et topmøde i Rom. Byen, hvor lederne af seks europæiske nationer for 60 år siden satte deres underskrift på en traktat, som skulle få afgørende betydning for Europas fremtid.

Da Danmark kom med, var den endnu ung. En forfjamsket teenager på knap 16 år, som ikke havde fundet sine egne ben. Det havde Danmark for den sag skyld heller ikke. Ganske vist havde daværende statsminister Jens Otto Krag længe flirtet med det europæiske fællesskab, men tanken om at skulle stå skulder med skulder sammen med de lande, som tabte krigen, tiltalte ikke danskerne. Og hvad ville det hele blive til? Som Jens Christensen, embedsmanden, der forhandlede Danmark ind i EF, har udtrykt det:

»Der var så mange vilde ideer i 1950’erne.«

Først da englænderne rykkede, kom Danmark med. Lidt i slæbegear, flommeeuropæer skulle man jo nødigt være. Danskerne satte uofficielt europarekord i lidenskabelige debatter og afstemninger med en befolkning delt nogenlunde lige over for og imod.

Til juni indleder danskerne sølvbrylluppet med EU-forbeholdene, som opstod efter nejet til Maastricht-traktaten den 2. juni 1992.

Men hvad der måtte synes altmodisch og med sølvstænk i de gyldne lokker, er ved at blive trendy i Europa. Den danske model har vist vejen. Frem for at tænke Europa først, så er det nationen først, og EU’s medlemmer vil helst nøjes med de bedste godbidder på det europæiske tag selv-bord. Briterne har beslutsomt vendt EU ryggen og går i gang med at forhandle om udmeldelsen i jubilæumsåret.

Det er repræsentanter for et nedslidt EU, som sætter sig til højbords i Rom. Det knager i konstruktionen, det kniber med sammenhængskraften. Finanskrisen har afsløret euroens svagheder, og migrantstrømme har vist, at EU’s ydre grænse er så porøs, at medlemslandene er villige til at opgive det helligste af det hellige, den frie bevægelighed i EU, for at sikre nationen.

Valg efter valg. Afstemning efter afstemning i Europa har vist, at borgerne ikke føler sig som europæere, men som det, de er: danskere, hollændere, briter, franskmænd og så videre.

Skulle stats- og regeringscheferne så rejse sig fra bordet i Rom, udråbe en sidste skål og sende EU på efterløn? På ingen måde. Faktum er, at de ting, som angiveligt bekymrer borgerne, migration og tab af velstand ikke mindst, ikke kan løses af de enkelte lande. Det kræver et stærkt og solidt fællesskab, hvor man også tør tænke helheden frem for at fedte med kvoter og national millimeterretfærdighed.

Fortællingen om EU er ikke slut. Den fortsætter. Europa-Kommissionen har angivet fem scenarier for EU’s potentielle tilstand i 2025. Tyskland går – som altid – foran og tør tale om Europa. I Danmark er regeringen tilbageholdende. Man venter, som man gjort det før, med at se, hvad de andre vil, og så trasker man lidt nølende efter. Det skulle nødigt gøre for ondt.

Hvad med at give EU en chance? Kaste sig ind i debatten og selv komme med forslag til, i hvilken retning det hele skal bevæge sig. Hvis europæerne ikke skal holde sammen på Europa, hvem skal så?