Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Regeringen har intet at fejre

50 liberale initiativer havde været mere nærliggende at fejre.

Europa har ikke været sig selv, siden de ydre grænser for to år siden for alvor blev sat under pres af millioner af flygtninge og især migranter fra Mellemøsten og Afrika.

Schengen-aftalen, der skulle sikre fri bevægelse mellem de deltagende lande, brød sammen, da den skulle stå sin prøve; ikke mindst fordi Tysklands kansler, Angela Merkel, uden at konsultere andre valgte at åbne grænserne for en ukontrollabel menneskestrøm, der fortsatte nordpå. Derfor har mange Schengen-lande, herunder Danmark, været tvunget til ikke blot at genindføre indrejsekontrol ved grænserne, men også at foretage en række nødvendige lovstramninger.

I denne uge valgte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg på sociale medier at vise et foto af sig selv med en lagkage for at »fejre«, at »jeg i dag fik vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet.«

I alle måder er der tale om et infantilt mediestunt, der ikke blot vidner om mangel på empati over for mennesker i beviselig nød, men også udstiller, hvor derangeret dansk politik efterhånden er blevet i osteklokken Christiansborg.

At Inger Støjberg bag lukkede døre i sit ministerium vælger at markere en lovvedtagelse med lagkage, ville i sig selv vidne om manglende respekt for ministergerningen. Noget ganske andet er at promenere en gennemført stupid adfærd i fuld offentlighed og dermed trække Danmark gennem sølet.

Endnu mere uforståeligt er det i betragtning af, at Inger Støjberg i den måling, som vi bragte i gårsdagens avis, fremstår som den mest troværdige minister i trekløverregeringen.

Om nogen burde hun i offentligheden afstå fra andet end at udøve sin ministergerning med størst mulig seriøsitet. Udlændinge- og Integrationsministeriet befatter sig med menneskeskæbner, og det burde ministerens adfærd afspejle.

Mange af de mennesker, der i disse år søger mod Europa, er økonomiske lykkeriddere, der udnytter flygtningestrømmene til at forbedre deres lod i livet. På det personlige plan er det ikke svært at forstå motivet, men de europæiske lande er tvunget til at indrette lovgivningen, så ressourcerne kan koncentreres om sande flygtninge, og da så vidt muligt at hjælpe flygtningene i nærområderne frem for det, der alt for ofte ender med permanent ophold i Europa.

Det kan aldrig blive et politisk mål i sig selv at indføre flest mulige lovstramninger; mindst af alle for en regering, der påberåber sig både at være borgerlig og liberal. Udviklingen i verden omkring os nødvendiggør stramninger på udlændingeområdet, men der må og skal være tale om national nødværge – ikke invitation til en ministeriel lagkagefest.

Hvor ville det være befriende, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans regering i stedet havde kunnet byde på lagkage i anledning af at have fået gennemført 50 liberale initiativer. Ulykkeligvis er det ikke tilfældet.

Regeringen synes tværtimod at have indledt en kappestrid med Dansk Folkeparti om, hvem der kan være mest socialdemokratisk. DF var oprindeligt et liberalt parti og var, så længe formanden hed Pia Kjærsgaard, til at stole på som et borgerligt parti, men efter formandsskiftet for fem år siden har DF bevæget sig væk fra sit borgerligt liberale udgangspunkt. Denne udvikling har statsminister Lars Løkke Rasmussen været alt for ringe til at inddæmme, og derfor er hans regering kun borgerlig og liberal af navn, men ikke af gavn – også derfor er lagkagen så malplaceret.

Det er ikke de borgerlige og liberale vælgere, der svigter regeringen, men derimod regeringen, der svigter sine vælgere.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Leder lige nu

JP mener: Duellen i Davos

Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Social dumping? Det svineri vil vi ikke have her.

Louis Jacobsen
Når man arbejder som underentreprenør for Københavns Kommune, skal der ikke udføres social dumping. Det vil sige, at der skal lønnes efter de landsdækkende overenskomster.

Blog: Afpresning er ikke bare kriminelt, men politisk

Erik Winther Paisley
Det er måske eneste gang, jeg skriver disse ord, men nu må staten hævde sit territorium - og vise banderne, hvem der bestemmer.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her