Liberal Alliance har tabt meget på at gå med i regering

Selv om regeringen gør, hvad den kan, for at festligholde de første 100 dage, så vil et nøgternt blik over resultatlisten afsløre, at der ikke er meget at feste for.

Umiddelbart kan 16 politiske aftaler se fornuftigt ud, men listen glimrer for det første ved ikke at fortælle historien om de eklatante nederlag, som regeringen har lidt, for at en aftale kunne indgås. Hvis man siger taxilov eller placering af politiskole, så må selv den mest drevne minister indrømme, at aftalen ikke endte, som regeringen ønskede det.

For det andet glimrer listen ved det, som ikke står på den: de store reformer med solide liberale aftryk om skat og pensionsalder.

Sandheden er, at dem må regeringen efter alt at dømme kigge temmelig langt efter. Lars Løkke Rasmussen fik forlænget sin tid i Statsministeriet, da han for 100 dage siden lukkede De Konservative og Liberal Alliance ind i regeringen. Men mens den smalle Venstre-regering lagde ud med en stærk, liberal værdipolitisk profil, så har det ikke styrket den liberale profil at udvide regeringen.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har dannet en mur, som regeringen hidtil ikke har formået at bryde.

Da Venstre sidst sad i spidsen for en flerpartiregering, VK-regeringen i 00’erne, blev de første 100 dage fejret med et festfyrværkeri af en resultatliste, og som tiden gik, kunne statsminister Anders Fogh Rasmussen stille og roligt sætte flueben på listen over gennemførte valgløfter. Den enkle forklaring på, at han kunne gennemføre sin såkaldte kontraktpolitik, lå i, at Dansk Folkeparti i det store og hele bakkede regeringen op og ikke stillede sig på tværs, når større mærkesager skulle føres ud i livet.

Sådan er det ikke mere. Dansk Folkeparti er for det første større end Venstre, og for det andet har partiet, som årene er gået, vist sig som en strengere vogter af velfærdsstaten. DF står nu med styrken til at sige nej, og den benytter partiet sig af.

Det parti, som lider mest under det, er utvivlsomt Liberal Alliance. De angiveligt ultimative krav om skattelettelser var med til at føre partiet i regering. Lars Løkke Rasmussen havde ikke andet valg, medmindre han helt ville smide tøjlerne. Men siden da har man ikke hørt meget til det liberale parti, som har måttet bruge energi på at kæmpe for både sin egen og sine ministres troværdighed.

Partiformand og udenrigsminister Anders Samuelsen kan turnere nok så meget hjem med fortællingen om, hvordan han »gik i byen efter fem æg og kom hjem med en hel bondegård«. Men hvad hjælper det, hvis gårdens høns ikke lægger mindst fem æg, kunne man passende spørge, for nu at blive i Samuelsens eget billede.

Samme Samuelsen proklamerede flot, at den gamle Venstre-regering var faldet, da han og Søren Pape trådte ind i regering, men hånden på hjertet: Fører regeringen mere eller mindre liberal politik efter udvidelsen?

Tilslutningen til regeringen har ifølge meningsmålingerne været dalende, og var der valg i dag, tyder målingerne på et regeringsskifte. Uroen i Venstre er begyndt at brede sig. Lars Løkke Rasmussen har en stor opgave med for det første at få skabt ro i Venstre, for det andet at fastholde DF på en borgerlig kurs og for det tredje og ikke mindst med at fortælle vælgerne, at hvis velfærdssamfundet skal bevares, så er alternativet ikke at give regeringsmagten til socialdemokraterne, venstrefløjen og måske DF. Det ville sætte Danmark tilbage.

.