Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Evnen til at håndtere flygtninge kan blive mere afgørende for EU’s fremtid end Trumps manglende engagement

EU’s stats- og regeringschefer er pressede både udefra og indefra, når de mødes i Malta til topmøde.

Sammen står vi. Delte falder vi. Overskriften på det brev, som EU’s præsident, Donald Tusk, sendte ud til hovedstæderne, er dobbelttydig. Det var sendt som et hint til USA’s nye præsident, Donald Trump, som er kommet med højst overraskende udtalelser om EU og Nato. Men det kan også læses som et hint til EU’s egne stats- og regeringschefer, som snart skal vinke farvel til Storbritannien, og som synes at have noget forskellige ideer om, hvad EU nu skal stille op.

Det handler om overlevelse. Og det er alvorligt nok.

Fredag mødes EU’s stats- og regeringschefer til topmøde i Malta. Det er et af flere i rækken frem mod Rom-traktatens 60-års fødselsdag til marts, den dato, som står som en foreløbig deadline for de politiske løfter om at lægge en køreplan for, hvordan tilliden til EU kan genskabes.

Formelt set er Donald Trump ikke på dagsordenen, men han er umulig at komme udenom. For Donald Trump er EU ren forretning. Nogen, som man kan lave en aftale med. Ord som frihed, fælles værdier eller transatlantiske bånd har han ikke nævnt, når han har omtalt Europa.

Han mener, at det er intet mindre end storslået, at briterne har besluttet at forlade EU, og han lader hånt om historien, når han omtaler det europæiske fællesskab som en handelsmæssig konkurrent til USA. Han har holdt Tysklands kansler op som skræmmebillede sagt lige ud, at han personligt »ikke tror, at EU betyder meget for USA«.

Det er barsk tale for et Europa, som i forvejen var hårdt presset. Af finanskrisen, af flygtninge, af Rusland og ikke mindst af indre uenigheder om regler og retning. De sydeuropæiske lande har fundet sammen i en fraktion, som vil presse den sparekurs, som Tyskland og Nordeuropa har stået for. Visegrad-landene forsøger at holde stand mod kravet om en solidarisk fordeling af flygtninge, og i adskillige EU-lande har indvandrer- og EU-kritiske partier trængt establishmentet op mod muren. Læg dertil Putin, som har hede drømme om at se EU kollapse, men som mærkværdigvis også står som forbillede for visse politiske ledere i EU, som ikke bekender sig til det liberale demokrati.

I rækken af udfordringer, som er indbyrdes forbundne og griber ind i hinanden, kan det være næsten uoverskueligt at finde en indgang. EU-landene gør klogest i at begynde med indvandringen. Evnen til at håndtere den kan blive mere afgørende for EU’s fremtid end Trumps manglende engagement. Megen modstand mod EU bygger på borgernes mistillid til, at EU evner at beskytte dem.

Af samme grund står en aftale med Libyen højt på programmet. Sveriges statsminister, Stefan Löfven, har skønnet, at ca. en mio. flygtninge befinder sig i Libyen. Til foråret vil de forsøge at komme over Middelhavet. Og det er mere end selv det før så hjertevarme Sverige kan magte. Sverige har lukket den åbne grænse og har netop forlænget id-kontrollen af rejsende fra Danmark i yderligere tre måneder.

Det siger sig selv, at det er vanskeligt at indgå en aftale med Libyen, som knapt nok har en regering. Men hvad er alternativet? Hvis Europa skal vokse sig stor nok til at stå på egne ben, hvad meget tyder på, at Europa skal, så er EU’s ledere simpelthen nødt til at finde en løsning, som dels indebærer en forstærkning af de ydre grænse og dels indebærer en fælles løsning på de mange migranter, som allerede er i Europa.

Hvis det ikke lykkes, vil vælgerne reagere mod EU. Putin vil fryde sig. Og Donald Tusk kan stille og roligt slukke lyset på sit kontor og gå hjem. Det var det.

.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.