Selv socialdemokraterne erkendte jo, at den borgerlige kurs var nødvendig for Danmark

Selv om oppositionen har travlt med at male fanden på væggen, så indeholder det nye regeringsgrundlag dybest set ikke meget, som ikke stod i det gamle. Udgangspunktet er liberalt, retningen den samme og målene klare: Der skal skabes vækst, udvikling og arbejdspladser i Danmark, så Danmark bliver konkurrencedygtigt og oparbejder mulighed for at bevare et velfærdssamfund. Det skal ske ved at slippe det enkelte menneske løs. Frihed og virkelyst er drivkraften frem for statsligt udtænkte planer.

Mens den lille Venstre-regering kunne forklare tankerne bag det på 36 sider, så har VLAK-regeringen haft brug for 50 sider mere for at udfolde samme vision. Prisen er undertiden en unødig detaljerigdom, men nu som før er regeringsgrundlaget befriende renset for floskler om, at Danmark og danskerne skal være verdensmestre i det ene eller det andet. Tilgangen er praktisk og pragmatisk. 50 ekstra sider og en udvidelse af regeringen fra ét til tre partier var det, der skulle til for at øge mulighederne for at gennemføre den liberale politik. Alt for længe stod Venstre-regeringen fast i politisk dødvande udløst af partitaktiske spil, som både Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti bidrog til.

Nu står begge partier med et regeringsansvar og det i sig selv vil øge arbejdsmulighederne, men dermed være ikke sagt, at alt, hvad der står på de 86 sider, omsættes til politisk virkelighed. Sammensætningen af Folketinget er ikke ændret, og regeringen skal fortsat tælle til 90. Det betyder i praksis, at enten DF eller Socialdemokratiet skal med.

Selvfølgelig er der også hår i suppen i et så omfattende program. Ét findes på side 13, hvor regeringen lægger op til en realvækst i den offentlige sektor på 0,3 pct. Et andet på side 81, hvor regeringen vil foreslå en markant hårdere kurs over for medier, der krænker privatlivets fred eller bringer ærekrænkende beskyldninger. Mon de tre partiledere har haft så travlt med at forhandle, at de ikke har hørt om dommen i Se og Hør-sagen?

Et tredje findes i selve ministerlisten, som er svulmet fra 18 til 22. Hånden på hjertet: Var der nogen, der savnede en ”minister for ligestilling og nordisk samarbejde” eller en særskilt ”ældreminister”? Man kunne få den tanke, at det ud over at tjene til opfyldelse af partiernes selvtilfredshed også har været nødvendigt at hælde et par ekstra ministerposter på for at få tilstrækkeligt med kvinder i regeringen. Nu står der 13:9 i mændenes favør, men samtlige økonomiske poster og såvel udenrigs- som sikkerhedspolitik er besat med mænd. Regeringens fem centrale udvalg, herunder de vigtige koordinationsudvalg, økonomiudvalg og sikkerhedsudvalg, består udelukkende af mænd.

Med så mange ministre er der plads til overraskelser. Blandt de større er Anders Samuelsen som udenrigsminister og Claus Hjort Frederiksen som forsvarsminister. Om førstnævnte kan man dog konstatere, at han har en fortid, ganske vist som radikal, i Europa-Parlamentet, mens det næppe vil være en overdrivelse at betegne Hjort Frederiksen som et forsvars- og sikkerhedspolitisk ubeskrevet blad.

Det er klart, at Dansk Folkeparti vil blive trukket tæt ind i det borgerlige samarbejde, men hvis socialdemokraterne vælger at trække sig i bar fornærmelse over, at en borgerlig regering agter at føre borgerlig politik, så kan det være på sin plads at minde om, at det ikke er længe siden, at partiet selv indså, at den borgerlige økonomiske politik gavnede Danmark.

.