Fortsæt til indhold
Leder

Erdogan er ingen Hitler. Men meget minder om 1933

Tyrkiets præsident slår til igen. Det må ikke besvares med ligegyldighed.

.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er det problem med en statsmagt, som i det store og små forgriber sig på demokratiske rettigheder, at jo oftere det sker, desto mindre opsigt vækker det. Når en ungarsk eller polsk regeringschef udhuler retsstaten, eller en filippinsk præsident sammenligner sig med Hitler efter at have ladet politiet myrde over tusind stofmisbrugere, er der grænser for, hvor mange det efterhånden kan hidse op. Det er også vanskeligt at tænke på Aleppo, Mosul eller Yemen hele tiden. Ja, det er forfærdeligt, men hvad kan man gøre?

Hvilket er en såre menneskelig reaktion, og man aner en lignende adfærd hos ellers fornuftige stats- og regeringschefer verden over. Hvis en kollega ikke vil opfylde skrevne og uskrevne regler for rimelig regeringsførelse, heller ikke efter indstændig anmodning, hvad skal man så gribe til? Det ved de små despoter naturligvis, og derfor fortsætter de, som om intet var hændt.

Men man skal ikke lade ligge, heller ikke når Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i denne uge har leveret et nyt bevis for, at han ikke tilhører kredsen af nogenlunde hæderlige, internationale ledere. Politiet har anholdt knap en snes medarbejdere hos Cumhuriyet, den sidste store, kritiske avis, der var tilbage i Tyrkiet. En af dem er chefredaktøren. Ordren er selvsagt kommet oppefra; den officielle begrundelse er mistanke om understøttelse af terror, mere nøjagtigt det kurdiske PKK og den såkaldte Gülen-bevægelse.

Alle, der kender noget til sagen, kalder den absurd. Cumhuriyet har f.eks. i årevis haft afsløringer af Gülen-bevægelsen. Da bevægelsen stod i ledtog med Erdogan, havde man problemer, fordi man var for kritisk. Nu, da præsidenten ser Gülen som en konkurrent, er man åbenbart ikke kritisk nok. Med PKK er det noget lignende.

Tyrkiske medier, intellektuelle, lærere, embedsmænd og mange andre har haft det hårdt, navnlig efter det mislykkede kup mod Erdogan afvigte sommer. Titusinder er blevet afskediget, mange er fængslet. Endnu flere tier formentlig helt stille, fordi de frygter at blive ramt næste gang. Hvilket vel også er meningen.

I Tyrkiet og udenfor er der stemmer, som kalder det, der foregår, islamisk fascisme. Man henviser til naziregimet i Tyskland i trediverne, som systematisk skilte sig af med alle, der ikke hilste Hitler med klapsalver. Man skal være forsigtig med at trække nazikortet, og Erdogan gør ikke krav på store, nye landområder, om end hans indsats i Syrien næppe skyldes næstekærlighed. På den anden side har Erdogan nævnt Hitler som et eksempel på et præsidialsystem, der angiveligt fungerede udmærket.

Så nej, Erdogan er ingen Hitler. Rigtigt er det imidlertid, at hans fremgangsmåde minder påfaldende om det, der blev gennemført i Tyskland 1933 – minus jødeforfølgelser og grov vold.

Angrebet mod Cumhuriyet kan også ses symbolsk. Avisen blev stiftet på opfordring af det moderne Tyrkiets grundlægger, Atatürk, der netop ønskede en sekulær, vestligt orienteret stat. Atatürk var måske ikke fuldblodsdemokrat, men han gav sit land nogle rammer, som forekommer mere liberale end det, den nuværende præsident presser igennem. Atatürk var, som Erdogan, et magtmenneske, men han så Tyrkiet som et oplyst og fuldgyldigt medlem af det internationale samfund. Det gør Erdogan tydeligvis ikke, og nu er han i gang med at smadre Atatürks avis. Det er mere end et vink med en vognstang. Det er aldeles rædselsfuldt.