Fortsæt til indhold
Leder

DF erklærer blokpolitikken for en dødssejler i dansk politik

Thulesen Dahl fortjener ros for initiativet, da man kan se det som en vej ud af den ansvarsforflygtigelse efter valget i fjor, da man trods det stærke valgresultat og positionen som største parti i blå blok end ikke ville nærme sig regeringsforhandlingerne.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Når Dansk Folkeparti i denne weekend holder årsmøde, sker det til nye toner fra landets næststørste parti.

Formanden, Kristian Thulesen Dahl, har i løbet af ugen i interview i henholdsvis Berlingske og Politiken erklæret blokpolitikken for en dødssejler i dansk politik. Manden og partiet, der i snart 15 år og især under Fogh-regeringen om nogen har været garant for blokpolitik på godt og ondt, ser nu gerne blokkene sprængt.

Thulesen Dahl peger selv på et samarbejde mellem S, V og DF som det, der skal skabe det nye brede samarbejde hen over midten i dansk politik. En midte, som DF ser sig selv som indehaver af med selvforståelsen som partiet, der forener det bedste fra den konservative traditions værn om Gud, konge og fædreland med den klassiske socialdemokratiske solidaritet med de gamle, de svage, de nedslidte osv.

Thulesen Dahl påpeger, at blokkenes tid virker kørt, da de i dag strides lige så meget internt, som de gør med oppositionen, om økonomisk politik, skattepolitik, fordelingspolitik og mange andre områder. Analysen er på mange måder rigtig, især når man betragter den snævre V-regerings trakasserier. Det er især blevet tydeligt i det nystartede folketingsår, efter at statsministeren fremlagde sin 2025-plan.

Planens udspil om skattelettelser og velfærdsreformer har naturligvis mødt modstand fra Socialdemokraterne og resten af den røde opposition, men den hårdeste nød at knække lader til at være Liberal Alliances ultimative krav om topskattelettelser til alle, også de allerrigeste. Partiets formand Anders Samuelsen truer med at vælte Lars Løkkes regering, hvis ikke partiets krav imødekommes, og det må siges til hans ros, at han lader til at blive siddende i det træ, han er kravlet op i. Indtil videre lader det også til, at han roligt kan gøre det, for det ultimative krav har ikke svækket vælgeropbakningen på ca. 8 pct. til partiet.

Men det er netop den indflydelse, som de ”mindre” partier har, der er drivkraften for Thulesen Dahls nye kurs. Som han har formuleret det, er det, der forener S, V og DF, at de tre partier kerer sig om Danmark på samme måde og i fællesskab mener han, at de ville kunne frigøre sig fra de små partiers forstyrrende indflydelse.

Set i ét perspektiv fortjener DF og Thulesen Dahl ros for initiativet, da man kan se det som en vej ud af den ansvarsforflygtigelse efter valget i fjor, da man trods det stærke valgresultat og positionen som største parti i blå blok end ikke ville nærme sig regeringsforhandlingerne.

I et andet perspektiv kan Kristian Thulesen Dahls udspil imidlertid også ses som ren positionering frem mod næste valg. Han ved udmærket, at der for tiden er mere, der skiller end samler S og V. Historisk skræmmer sporene fra den tidligere SV-regering, og i den aktuelle situation er de langt fra hinanden i synet på skat, velfærdsydelser, pensionsalder og offentlig vækst, selv om de to partier trods alt er samlet om en noget andet syn på EU og konventioner end DF.

Under alle omstændigheder bør en S-DF-V-regering ikke have gang på jord,da det er ikke øgede skatter, større offentlig sektor og lavere tilbagetrækningsalder, Danmark har brug for.

Det er præcis det modsatte, og det ved Lars Løkke Rasmussen også godt. Derfor vil han gå meget langt for at få Anders Samuelsen til at kravle et par grene ned i træet.

Svært ser det ud, men med Lars Løkkes forhandlingstalent in mente er det ikke sikkert, at det er i denne omgang blokkene får dødsstødet.