Nødvendig kritik fra nationalbankdirektøren
Danmark har relativt set verdens største offentlige sektor, men alligevel er det blevet et mantra i den politiske debat, at der altid »mangler penge«
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Danske nationalbankdirektører har ikke for vane at blande sig regelmæssigt i den politisk-økonomiske debat.
Lars Rohde er ingen undtagelse, og det er synd, da Danmarks Nationalbank er en vigtig stemme i debatten, og da især fordi det Christiansborg, som nationalbankdirektøren har direkte udsigt til fra sit kontor, i stigende grad er tonedøv over for kvalificerede meninger udefra.
Ministre og folketingsmedlemmer bliver udsat for en stedse heftigere påvirkning fra organisationer og lobbyister, og så meget vigtigere er det, at de myndige stemmer i debatten lader sig høre, som det skete i forbindelse med offentliggørelsen af Nationalbankens seneste kvartalsoversigt.
Lars Rohde ser det som positivt, at regeringen har fremlagt en langsigtet plan for dansk økonomi, men er til gengæld kritisk over for regeringens tanker om indledningsvist at føre en lempelig finanspolitik med risiko for overophedning og først relativt sent i 2025-forløbet at ville stramme grebet igen.
Alle statistiske og historiske data viser, at den nuværende regering ikke vil være ved magten, når de nødvendige stramninger skal ske, og det skaber en latent risiko for, at fremtidige regeringer ikke vil ”rydde op” efter Venstre-regeringen.
Det er en uomgængelig sandhed, at mindretalsregeringen under statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke har vist nogen reel vilje til at bringe væksten i det offentlige forbrug til ophør eller foretage de nødvendige prioriteringer, der i afgørende grad reducerer især middelklassens store træk på offentlige ressourcer og dermed tvinger befolkningen til at blive mere selvhjulpen. Den liberale linje er død.
En større selvfinansiering af pensionen er et positivt element i 2025-planen, men samtidig lægges der op til, at titusinder af nuværende topskatteydere mister en del af det økonomiske incitament til at spare op til alderdommen.
Nationalbankdirektør Lars Rohde peger yderst forstandigt på, at boligskatterne indrettes, så udsvingene i boligpriserne dæmpes. Det kræver en reform, der bl.a. indebærer en mere realistisk beskatning af ejerlejligheder og andelsboliger, mens der for husejerne kun skal eksistere én boligskat mod i dag to, hvor især grundskylden er steget så kraftigt, at det er dybt latterligt, hver gang man hører en Venstre-mand bruge begrebet ”skattestop”. Intet kunne være mere forkert.
Danmark har relativt set verdens største offentlige sektor, men alligevel er det blevet et mantra i den politiske debat, at der altid »mangler penge« uagtet, at det offentlige forbrug er oppe på 1.100 mia. kr. I sit meget roste værk ”Det danske velfærdssamfunds historie” konstaterer cand.polit., dr. phil. Gunnar Viby Mogensen, at det velfærdsgode, som giver en regering 1.000 stemmer at indføre, koster 3.000 stemmer at afvikle. Dette er selve essensen af de udfordringer, som Danmark står over for. Der findes på Christiansborg ganske enkelt ingen politiker med en statsmands karakteristika – en person, der har mod og vilje til at tænke på kommende generationer i stedet for kun at tænke på det folketingsvalg, der meget vel kan komme inden årsskiftet.
Regeringens 2025-plan lyder langsigtet, men i skrivende stund er det mere end svært at se den blive realiseret.
Så meget mere grund er der til, at nationalbankdirektøren offentligt fastholder de langsigtede perspektiver for dansk økonomi. Forhåbentlig vil det kunne have en opdragende effekt på det flertal af folketingsmedlemmer, der ikke har nogen reel praktisk erfaring fra den virkelige virkelighed.