Fortsæt til indhold
Leder

Uheldig nationalisering

.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Danmark er et land, hvor den fri konkurrence alt for ofte har trange kår.

Nok er der tale om en markedsøkonomi, men lysten til at konkurrere er alt for mange steder beskeden.

Løbende kan Eurostat berette, at Danmark er det dyreste land i Europa, ligesom Danmark i en efterhånden skræmmende lang årrække ifølge OECD har været landet med verdens højeste skattetryk.

Forklaringerne er mange, men centralt står den offentlige sektor, der forholdsmæssigt er verdens største, og som kun i meget begrænset omfang betjener sig af private udbydere.

Det seneste eksempel herpå er sommerens de facto nationalisering af ambulancedriften i Region Syddanmark.

For et år siden blev ambulancedriften efter en licitation ellers overdraget det hollandsk ejede selskab Bios, der imidlertid skulle opbygge tjenesten fra bunden, da der ikke var tale om en overtagelse af en eksisterende udbyder.

Bios havde derfor hverken mandskab eller materiel at bygge forretningen på, hvilket er særdeles hårde odds i et land, hvor én privat udbyder – Falck Danmark A/S – sidder overordentligt tungt på magten og med synlig ulyst til at få reel konkurrence.

Man kan mene, at det hollandske Bios burde have gjort sig bekendt med de nærmest ikkeeksisterende konkurrenceforhold, da selskabet bød på ambulancedriften i Region Syddanmark, men det ændrer ikke grundlæggende ved, at der, når Bios ikke nåede at eksistere i blot ét år, er tale om fundamentale fejl ved hele den offentlige udbudsmodel.

Bedre bliver det ikke af, at Jens Stenbæk, formand for Region Sjælland og næstformand i Danske Regioner, til Børsen har udtalt, at hvis der ikke kommer privat konkurrence til Falck, »vil vi se mere offentlig ambulancedrift fremover for at skabe en form for konkurrence«.

Taget for pålydende er konkurrencen så ikkeeksisterende, at venstremanden Jens Stenbæk aktivt forventer renlivede socialistiske løsninger, der med overvejende sandsynlighed ikke gør det billigere for skatteyderne.

Siden Bios for nylig blev erklæret konkurs, har Region Syddanmark begyndt arbejdet med at bygge en regional ambulancetjeneste op og – naturligvis, fristes man til at sige – ansat en karrierebureaukrat til at forestå opgaven.

Det er svært at frigøre sig fra den tanke, at nationaliseringen meget længe har været i tankerne i Region Syddanmark. Nok er mange fakta kun kendt af de indviede, men hvis der i regionerne eksisterer et dybfølt ønske om at skabe reel konkurrence til Falck, må det undre, at der ikke har været større tålmodighed med Bios, da især i betragtning af, at der i Region Syddanmark er et borgerligt flertal, der om nogen burde stå vagt om fri og reel konkurrence.

Forud for problemstillingen omkring Bios er gået skandalen om fhv. regionsrådsformand Carl Holst, der bestemt ikke har pyntet på Region Syddanmarks omdømme.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere i år udtrykt betænkelighed ved Falcks noget nær monopolagtige status i Danmark, men der synes ikke at være skridt på vej, der kan fremtvinge reel konkurrence.

Med nationaliseringen i Region Syddanmark kan vi kun håbe, at EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, tager den monopollignende situation om ambulancedriften i Danmark op, da det tydeligvis er påkrævet med en uvildig gennemgang af den ikkeeksisterende konkurrence.

Artiklens emner
OECD
Bios