Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Terror i Nice

Terror er blevet et vilkår i Europa. Vi må stå fast, stå sammen og insistere på, at mørket ikke får bugt med os.

Ethvert terrorangreb lægger nye lag på en allerede for lang historie om uskyldige ofre. Endnu en gang skal efterladte sørge over de døde, som faldt for en galnings eller fanatikers trang til at sprede ødelæggelse, død og frygt. Endnu en gang går tankerne til ofrene for denne umenneskelige handling.

Angrebet i Nice torsdag aften var ikke alene infamt, men også designet til at ramme dybt ind i den europæiske civilisation. Det fandt sted på den franske nationaldag, som ikke alene er fransk, men også skrevet ind i de europæiske historiebøger som grundlaget for det demokrati og de menneskerettigheder, som det har taget generationer at opbygge, og som alle borgere – også terroristerne – nyder godt af.

Tidligere terrorangreb på Charlie Hebdo, på møder, lufthavne, supermarkeder, tog, restauranter og diskoteker har vist, at det er disse grundpiller i den europæiske civilisation, som den moderne terror vil ramme. Ytringsfriheden, forsamlingsfrihed, friheden til at rejse. Hver gang siger vi til os selv, at vi ikke skal lade os kue, at vi skal fortsætte med at tale, mødes, rejse og more os. Men mere og mere tyder på, at Europa, særligt Frankrig, er på vej ind i et permanent alarmberedskab, og at man kun kan frygte, hvor næste angreb mon finder sted.

På den baggrund kan det virke næsten banalt endnu en gang at slå fast, at mørket ikke må vinde, og at vi skal leve videre som før. Men i det øjeblik, at vi opgiver håbet om og troen på, at vi kan besejre de mørke kræfter, ja, så har de allerede vundet.

Endnu er det ikke fuldt belyst, hvem der stod bag angrebet, og hvad motivet måtte være. Noget tyder på, at vi igen står med en gerningsmand eller -mænd, hvis had til Vesten, den frie livsstil og det samfund, som han eller de angiveligt selv er vokset op i eller i hvert fald en del af, er så stort, at ingen midler skyes for at hævne sig, men det kan heller ikke udelukkes, at andre personlige motiver måtte ligge bag. Uanset hvad motivet måtte være, ligger det fast, at der i Europa findes mennesker, som sætter sig hinsides den civilisation, som binder os sammen. Og det understreger endnu en gang, hvilken risiko Europa må leve med, når parallelsamfund med andre normer og forestillinger end demokratiets får mulighed for at brede sig.

De foreløbige konsekvenser af den langvarige krig mod terror er allerede skræmmende. Frankrig er i undtagelsestilstand med de indskrænkninger af frihedsrettighederne, som det medfører, og overalt i Europa er svaret på terroren nye initiativer og nye love, som går på kompromis med grundlæggende frihedsrettigheder. Europa er allerede såret og stærkt udfordret.

Den civiliserede måde at løse konflikter på, den diplomatiske, forhandlingens kunst kommer til kort over for fanatikere, som går efter alt eller intet, og som ikke skyr nogen midler i deres bestræbelser på at nedbryde de vestlige samfund og den vestlige levevis. I deres univers reduceres civile borgere til brikker, som skal nedskydes i et brutalt spil, hvis eneste formål er at sprede så megen død og ødelæggelse som muligt. Dertil kommer, at der langt fra altid er en organisation eller ledere at forhandle med. Det er den enkeltes mindset, som skal ændres. Terror er blevet et vilkår i Europa. Svaret skal nu som før være en fast og konsekvent reaktion fra myndighedernes side. For alle os andre gælder det, selv om det er svært: Vi må stå fast, stå sammen og insistere på, at mørket ikke får bugt med os.

.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.