Stort tab for EU

Det er beklageligt, at briterne forlader EU. Storbritannien hører for det første til i Europa, og for det andet var det lykkedes for den britiske regering at forhandle en aftale, som faktisk kunne bane vejen for nødvendige reformer af EU. Den falder nu bort.

Endnu skal EU’s regeringsledere sunde sig på det resultatet, som trods alt var overraskende. Mange har spået, at resten af Europa nu vil rykke sammen, men det er ren ønsketænkning fra den elite, som gerne ser en dybere og tættere integration i EU: Den stadigt tættere Union. Resultatet i Storbritannien bør blive signalet til, at de resterende lande indleder en reformproces i EU, så flere lande ikke risikerer at ende i en britisk situation.

For dybest set kan det ikke overraske, at europæerne står af. Første varsel kom efter Maastricht-trakataten. Danmark stemte nej, i Frankrig blev det et knebent ja. Andet varsel kom med de folkeafstemninger som fandt sted efter forfatningstraktaten. Det blev et nej tak både i Holland og Frankrig. Fællestrækket for begge traktater var, at der i dem blev foretaget markante skridt mod en stadigt tættere union, og som fik nationalstaten til at træde i baggrunden. Maastricht-traktaten forvandlede EF til EU, fra fællesskab til Union og banede vejen for bl.a. den fælles valuta. Forfatningstraktaten var, som navnet antyder, forløberen til en egentlig forfatning for EU.

Siden dannelsen af EU og især efter udvidelsen i 1973 med Storbritannien, Danmark og Irland har to skoler sloges med  hinanden om retningen: Funktionalister over for føderalister. Dem, der ville det praktiske samarbejde over for dem, der ville det dybe, integrerede samarbejde. Resultatet er på flere områder blevet en hybrid, som hverken er det ene eller det andet.

Så længe denne hybrid fungerede, var der stort set ingen europæiske borgere, som skænkede EU en tanke. EU leverede det, som de forventede: øget velstand. I det billede hører danskerne til undtagelsen med sine lidenskabelige EU-debatter. I de øvrige EU-lande var EU sjældent noget, som man talte om.

Det forhold ændrede sig markant med først finanskrisen og siden flygtningekrisen. Begge kriser har afdækket EU’s svagheder. Det var under finanskrisen, som blev til eurokrisen, at det for alvor gik op for europæerne, hvor stærkt forbundne de var med hinanden. At det ikke var ligegyldigt for en tysker, hvilke politikere grækerne eller italienerne valgte. Men især flygtningekrisen og den indvandring, som Europa oplever, har fået borgerne til at prioritere anderledes på den politiske dagsorden. Velfærd er skubbet længere ned af listen. Indvandring er den største udfordring, som Europa står over for. Det har fået flere til at vende sig kritisk mod EU.

Men endnu mangler EU-kritikerne og  -modstanderne at formulere et alternativ. Ikke mindst på den baggrund bliver det interessant at følge den britiske proces. Nu ligger bolden på “leave”-sidens banehalvdel. Men hvad vil de? Ingen forestiller sig vel for alvor, at Storbritannien kan agere som uafhængigt flydende ø uden forbindelser til kontinentet.

Det er ofte sagt, at hvis EU ikke fandtes, så skulle det opfindes på ny. Og hvis man et øjeblik hæver sig over valgkampen og det britiske resultat, så fremstår EU som den konstruktion, der ikke alene har været med til at sikre fred og samarbejde i over 60 år, den tætte integration har også været med til at løfte Europa økonomisk set.

Briterne står selv over for en stor udfordring, når de i de kommende år skal forhandle en anden aftale hjem med EU. Men Europa står også over for en stor udfordring med at reformere konstruktionen på en måde, så borgerne kan følge med.

Ved tidligere afstemninger har der været en tendens til at lukke øjnene og køre videre ad samme spor. Det går ikke denne gang.