Løkke slås stadig især med sig selv. Det går bedre med det politiske håndværk.

Da Poul Schlüter blev statsminister i efteråret 1982, havde han et stille håb om, at hans nye, borgerlige regering ville holde hen over nytåret, så der i annalerne i det mindste ville komme til at stå ”Regeringen Poul Schlüter 1982-83”. Det lykkedes som bekendt vældigt godt. Schlüter sad i over 11 år.

Om Lars Løkke Rasmussen gjorde sig tilsvarende tanker om sig og Venstre, da han på valgaftenen for præcis ét år siden gjorde boet op og så, at det nemmeste midt i det parlamentariske virvar var at gå efter en ren, smal Venstre-regering, melder historien endnu ikke noget om. Men udsigterne var mindst lige så anstrengte som dengang for Schlüter, og der er endnu ingen garanti for, at Løkke klarer sig igennem det hajfyldte farvand af en politisk efterårssæson, der snart venter. Løkke forestår den smalleste regering siden Poul Hartling for 40 år siden. Det kræver sin mand.

Med tanke på den dårlige stemning, der synes at herske mellem de fire blå partier, der udgør Lars Løkkes parlamentariske grundlag, priser han sig nok i dag lykkelig over, at det ikke kom til en borgerlig regering med et eller flere af de nuværende såkaldte støttepartier. Hvis det var lykkedes at samle en bred, borgerlig regering, kunne den sagtens være endt med at videreføre det hundeslagsmål, som prægede SRSF-forgængeren, og som fortsat gør det mere end vanskeligt at se, hvordan den røde blok nogensinde får sig samlet sammen til etablere et troværdigt alternativ.

Løkke kan med sin smalle regering spille på, at det borgerlige parti, der ender med at udløse hans fald, næppe får en nådig behandling af vælgerne. I det hele taget er det lige før, at Løkkes stærkeste kort er det herskende kaos på den røde fløj – fra ”bluffnummeret Alternativet” (S-gruppeformand Henrik Sass Larsen) over det nedsmeltede SF, det revolutionsromantiske Enhedslisten og de – set fra S-formand Mette Frederiksens side – aldeles genstridige radikale. Hun har for tiden travlt med at støtte Venstre-regeringen, ikke mindst i dens løbende udlændingestramninger, og for hvert forlig hun indgår med regeringen, bliver det sværere for hende at tømre et holdbart alternativ sammen efter næste valg.

Alligevel frustrerer det givetvis Løkke, at han har så mange udfordringer på sin parlamentariske bagsmæk. De Konservative kan i deres nuværende eksistenskrise kun tænke på sig selv. Liberal Alliance fægter til alle sider og har med sin skattepolitik, som er partiets politiske dna, meget svært ved at være i stue med Dansk Folkeparti, som til gengæld helst fralægger sig ethvert tilløb til ansvar og gerne vil etablere sig som et nyt, gammelt socialdemokratisk parti. Det er sandelig svære odds for Lars Løkke, og det er på den baggrund, at regeringens resultater i det første leveår må anerkendes.

Langt fra alt er lykkedes. Seneste tilbageslag kom forleden, da lempelsen af planloven alligevel ikke blev helt som varslet, og sådan er det på flere fronter, men der er også mange fremskridt, mindre bøvl og mere almindelig fornuft. Regeringen har fra første færd stået ved sin meget klare værdipolitiske tilgang, og ikke kun på udlændingeområdet. Der er klare borgerlige fodaftryk rundt omkring i hjørnerne, og mere kan man egentlig ikke forlange af så smal en regering.

Løkkes største udfordring er stadig ham selv, som det kan ses af dagens Wilke-måling her i avisen. Hans troværdighed bliver ikke bedre, og det trøster næppe meget, at hans direkte konkurrent, Mette Frederiksen, også er presset. Løkke har meget at bevise og rette op på. Spørgsmålet er, om han får lov at blive siddende så længe, at det har udsigt til at lykkes.

.