Borgerlig kultur
De onde er kapitalister. Kyniske, manipulerende og bedrageriske. De arbejder for noget så ædelt som vedvarende energi, men de går med vest, drikker dyr champagne og fragtes rundt af privatchauffør, mens hele deres imperium bygger på løgn og bedrag. Og når der er noget, der er for dunkelt og betændt, sender de en håndlanger i byen til at gøre det beskidte arbejde. Det er ”Bedrag” hver søndag på DR 1.
Samme sted kunne man tidligere se nationalsindede politikere i 1864 skildret som megalomane tosser, der kørte Danmark durk i afgrunden, mens serien med stor patos bandt sløjfer til nutidens politiske dagsorden og det, man så som en nynationalistisk tendens. Eller man kunne endnu tidligere se den kulturradikale drøm om en kvindelig og internationalt orienteret statsminister, der kæmpede for alt det gode og mod blokpolitikken, mens hendes modstandere blev skildret som nationalistiske og brovtende bonderøve uden sans for de store perspektiver. Det var i tv, og det var alt sammen lavet af DR Drama.
Hvis man har fulgt en smule med, var det derfor ikke andet end det, de fleste godt vidste i forvejen, den tidligere DR dramachef Ingolf Gabold sagde for nylig. ”1864” var også politisk. Serien skulle advare mod nationalisme og slå et slag for det internationale. Ligesom ”Borgen” og ”Krøniken” før den havde haft et politisk budskab, der skulle sætte enten et kulturradikalt eller socialdemokratisk verdensbillede i et særlig gunstigt lys.
Det nye og befriende var, at han sagde det så tydeligt. Fra DR blev det ganske vist benægtet, for her beskæftiger man sig kun med god dramaproduktion og ikke politik, lød det. Men en ny meningsmåling foretaget af TV 2 og Politiken viser, at selv om det er det, de tror, de laver, så opfattes det anderledes af danskerne. 42 pct. af de adspurgte mener, at DR’s dramaserier er præget af centrum-venstreorienterede holdninger, mens kun 3 pct. mener, de er højreorienterede. 18 pct. mener, de er neutrale, mens 37 pct. svarede ved ikke.
Det er altså ikke kun Dansk Folkeparti, der mener, at DR’s dramaproduktion har politisk slagside, og selv om DR stædigt fastholder, at der ikke er noget om snakken, bør institutionen kigge indad og tage de selvkritiske briller på. Men andre bør også kigge indad, for når tendensen er, som den er, skyldes det også fraværet af et bud på en egentlig borgerlig kultur. En væsentlig del af forklaringen er naturligvis, at med udbygningen af velfærdsstaten og oprettelsen af en statslig kulturpolitik med kunststøtte, er staten også blevet kunstnerens bedste ven, mens markedet ses som noget ondt og brutalt. En venstreorienteret kulturelite på støtten har defineret, hvad der er god og dårlig kunst. Men det har den også kun kunnet gøre, fordi den ikke er blevet modsagt. De borgerlige har overladt dem scenen.
Som det er blevet formuleret af professor Nils Gunder Hansen i Kristeligt Dagblad, er den borgerlige kultur reaktiv i den forstand, at den uden kamp viger pladsen, men også fornærmet står tilbage med sin kritik uden selv at komme med et bud på kultur. Anders Fogh Rasmussen havde sit opgør med smagsdommere og rundkredspædagoger, og Brian Mikkelsen havde sine kanoner, men det lader ikke til at have haft den store indflydelse på fremkomsten af et egentligt borgerligt kulturudtryk. Hvis kulturen skal have flere stemmer, end den har i dag, kræver det et opgør med tendensen til at blande politik og kunst, men også et borgerligt selvopgør med det kulturelle mindreværd.
.