Polsk valg

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Jaroslaw Kaczynski har grund til at være tilfreds. Først fik hans Lov- og Retfærdighedsparti præsidentposten. Nu har det nationalkonservative parti opnået en overvældende sejr ved det polske parlamentsvalg søndag.

Ganske vist kommer den karismatiske tvilling ikke til selv at sidde på premierministerposten, den overlades til Beata Szydla, men der er ingen tvivl om, at Kaczynski fortsat har stor indflydelse på det parti, som han byggede op sammen med sin nu afdøde tvillingebror, Lech Kaczyski.

Da tvillingerne sidst sad på magten, den ene som præsident og den anden som premierminister, fra 2005 til 2007, blev valgsejren udlagt som polakkernes opgør med den gamle elite, der overtog magten efter en fredelig overgang fra kommunismen. Brødrene selv forsøgte med alle midler at genrejse den polske nationalstolthed. Legendarisk er argumentationen for at få flere stemmer i EU’s ministerråd: Også de polakker, som døde under Anden Verdenskrig, skulle indgå i regnskabet.

I den netop overståede valgkamp har Lov- og Retfærdighedspartiet spillet på Polens modsætninger til Europa. Siden forrige valgsejr er endnu et argument kommet til: modstanden mod indvandring, og at Polen skal tage del i EU’s fordeling af flygtninge.

Partiet har angiveligt hentet mange stemmer hos unge, som kan se, at deres fremtid tegner mørkere end forældrenes. De er søgt mod gamle konservative dyder og tilbage til nationalstaten – og ikke at forglemme valgløfter om, at pensionsalderen sættes markant ned.

Med et så solidt mandat i ryggen bliver det et kampberedt Polen, som møder op til forhandlinger i Bruxelles, og der er ingen tvivl om, at polakkerne sammen med de øvrige central- og østeuropæiske lande vil gøre deres til at udfordre især Tysklands kurs på flygtningepolitikken.

Set på den baggrund er valgresultatet i Polen et vink med en vognstang til de ansvarlige politikere om, at der er grænser for, hvor langt befolkningen vil være med, når det gælder indvandring og multikulturalitet. For den relativt homogene polske befolkning står Vesteuropas multikulturelle samfund som et skræmmebillede, som den ikke ønsker at efterligne.

Som et stort EU-land står Polen nu med et tilsvarende ansvar for at formulere en politik, som ikke modarbejder Europa, men som hjælper Europa videre. Svaret ligger ikke i at lukke sig ude af Europa. Det vil heller ikke gavne Polen, som bl.a. takket være medlemskabet af EU har klaret sig langt bedre end nabolandet Ukraine. Polens velstand skyldes endvidere, at befolkningen i vid udstrækning har benyttet de åbne grænser og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Ironisk nok kommer valgsejren kort tid efter, at Polen som det første land efter EU-udvidelsen har formået at få en af de tunge topposter i Bruxelles. Donald Tusk, som i 2007 afløste Jaroslaw Kaczynski som premierminister i Polen, er nu EU-præsident, efter at han i sin tid med regeringsmagten i Polen målrettet gik efter at nærme sig både Berlin og Bruxelles.

Nu er blikket rettet mod Budapest og Ungarns leder, Viktor Orbán, som Kaczynski har rost.

Polen er et betydningsfuldt land i Europa. Det har sammen med de øvrige europæiske ledere et stort ansvar for at forvalte historien og de europæiske værdier på en måde, så de landvindinger, som Europa har gjort efter Anden Verdenskrig og Murens fald, ikke sættes over styr, men tilpasses en ny virkelighed, hvor Europa er under stort pres.