Sagen må videre
Historikeren professor dr.phil. Bent Jensen måtte gerne skrive, at journalist Jørgen Dragsdahl under Den Kolde Krig holdt konspiratoriske møder med officerer fra den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, og han måtte gerne skrive, at Jørgen Dragsdahl i sit virke som journalist ved dagbladet Information drev desinformation til fordel for Sovjetunionen. Men han måtte ikke skrive, at KGB og den danske efterretningstjeneste PET betragtede ham som agent, og han måtte ikke skrive, at Ekstra Bladet i alt væsentligt havde haft ret, da denne avis i 1992 havde betegnet Dragsdahl som KGB-spion. Selv om Bent Jensen aldrig selv har kaldt Jørgen Dragsdahl for agent, og aldrig beskyldt ham for noget strafbart, men udelukkende citeret dokumenter fra KGB og PET, mener et flertal på fem af Højesterets syv dommere, at denne oplysning af en ”almindelig læser” må opfattes som en beskyldning om et strafbart forhold.
To af rettens syv dommere ønskede at stadfæste Østre Landsrets dom fra 2013 og samlet set frikende Bent Jensen under henvisning til, at de fremsatte udtalelser ganske vist var ærekrænkende, men at han havde haft et faktuelt korrekt grundlag for at fremsætte dem.
Med denne afgørelse kan man ikke med rimelighed hævde, at Højesteret har bragt klarhed over, hvad en forsker egentlig kan tillade sig at offentliggøre af sit materiale, når det indeholder oplysninger, som kan være ærekrænkende for nogen. Tværtimod står spørgsmålet tilbage, hvad en forsker egentlig skal gøre i den situation.
I alt 13 dommere har behandlet sagen. Tre i Retten i Svendborg, som dømte Bent Jensen uden at tage eksplicit stilling til hvert enkelt udsagn, tre i Østre Landsret, som frifandt Bent Jensen, og nu yderligere syv, hvoraf fem dømmer på nogle punkter og frifinder på andre, mens to ønsker i lighed med Østre Landsret at frifinde på alle punkter.
Straks efter domsafsigelsen lod Bent Jensen og hans advokat, Karoly Németh, forstå, at de vil overveje at søge sagen indbragt for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og det er også den eneste rimelige reaktion. Hvis parterne ellers har kræfter til det, for det har tydeligvis været et ganske opslidende forløb, som de har været igennem, siden Bent Jensen i 2007 delagtiggjorde Morgenavisen Jyllands-Postens læsere i, hvad han havde fundet i PET’s arkiver.
Det er påfaldende, at Højesterets flertal på den ene side erkender, at Bent Jensen ikke på noget tidspunkt har beskyldt Jørgen Dragsdahl for et strafbart forhold, men på den anden side lægger afgørende vægt på, hvordan den almindelige læser måtte have opfattet udsagnene.
»Et udsagn om, at en person har virket som agent for en fremmed efterretningstjeneste, er efter vores opfattelse som udgangspunkt udtryk for en beskyldning om strafbart forhold,« skriver de fem dommere og tilføjer, at de anlægger en ”helhedsvurdering” og en ”naturlig læsemåde.”
Det ser ud til at være et noget luftigt grundlag at træffe en så principielt betydningsfuld afgørelse på, og sammenholdt med, at de to første retsinstanser traf direkte modstridende afgørelser, og at Højesteret nu er delt på dette afgørende spørgsmål, må må man håbe, at det sidste punktum ikke er sat i denne sag.
Det er ikke betryggende, at en så alvorlig afgørelse træffes på baggrund af, at fem højesteretsdommere bygger deres beslutning på en formodning om, at en ”almindelig læser” ser noget andet i en tekst, end hvad der faktisk står.
.