Willkommen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tyske politikere taler ofte om et mirakel, når de ser sig omkring og konstaterer, at deres land plejer venskabelig omgang med alle sine naboer og i øvrigt samtlige andre nationer i verden. Det er rigtigt, at der er problemer med Grækenland og Rusland, men de er forårsaget af henholdsvis grækerne og russerne selv. Tyskland har siden Anden Verdenskrig været en fuldstændig fredelig, næsten pacifistisk magt i hjertet af Europa, og hvis det ikke eksisterede, måtte vi opfinde det.

Ingen er som forbundskansler Angela Merkel indbegrebet af dette billede, og når hun i dag ventes til København, skal der lyde et: Herzlich Willkommen.

Enhver regeringschef er del af en historie. Merkel har ikke lagt Tysklands lavt profilerede og overordentligt fornuftige linje; hun står på skuldrene af forgængere som Konrad Adenauer, Willy Brandt og Helmut Kohl. Men hun har videreført den i en moderne udgave, og hun har, i modsætning til socialdemokraten Gerhard Schröder, der havde hvervet før hende, genindført interessen for de mindre lande, som den var under Kohl. Det kommer ikke mindst Danmark til gavn, om end Merkel selv har sagt, at hun ikke blot handler sådan for at være høflig, men fordi det også er i tysk interesse. En stemme er en stemme, både i EU og andre fora, og behandler man alle partnere pænt, kan Berlin vente noget igen i anden forbindelse. Det er fair nok.

Det er imidlertid påfaldende, at Merkel, så lidt som tidligere kanslere, aldrig har misbrugt dette forhold. Tyskland kunne, som Frankrig i gamle dage, puste sig op og forlange det ene og det andet. Eller man kunne opføre sig som David Cameron, den britiske premierminister der i disse døgn kæmper for sit politiske liv, og kræve, at de 27 andre EU-lande danser efter Londons pibe, skønt han allerede mere eller mindre har meldt sit land ud af det europæiske samarbejde.

En del af den tyske tilbageholdenhed skyldes fortiden. Tyskland har udløst to verdenskrige og Holocaust, mordet på seks millioner jøder. Det har ført til en ydmyghed hos tyske ledere, når det gælder internationale forhold. Man er sig bevidst, at man personligt bærer et ansvar – ikke for rædslerne, der sluttede 1945, for de fleste af lederne var end ikke født dengang – men for, at det ikke gentager sig.

Efterhånden er det også almindelig sund fornuft ikke at råbe for højt. Den amerikanske, den franske og naturligvis den russiske præsident holder sig ikke tilbage, når det gælder store ord, men deres lederskab er svagt eller går, som i sidstnævnte tilfælde, i den helt forkerte retning. Merkel er ikke særligt oratorisk begavet, men har evnen at holde hovedet koldt og hjertet varmt. De, der har talt med hende, glemmer ikke hendes sympatiske stil. Undertiden virker hun som en storesøster, der skal rage kastanjerne ud af ilden for sine familiemedlemmer – ikke fordi hun bryder sig om det, men fordi det er nødvendigt. Og det gør hun aldeles fremragende.

Af alle disse grunde er hun hjerteligt velkommen. Vi skal, som det fremgik her i avisen mandag, nok ikke tro, at vi er det vigtigste i Merkels univers – søndag måtte hun slås med sine koalitionspartnere i kanslerpalæet, mandag var hun i Warszawa, og senere på ugen er hun helt andre steder. Men i dag er hun i København, og for statsministeren må det være en fjer i hatten i en trængt valgkamp.

Det gode er, at hun sikkert ville være kommet også under en anden regeringschef. Forholdet mellem vore lande er fremragende, og det er grangiveligt en lykke.