Undtagelsen Sverige
Debatten om et sprængstofattentat på retsbygningen i Malmø var slående for den svenske undtagelsestilstand. Den udtrykte harme gik ikke på forbrydelsens karakter, men i stedet på det forhold, at retsbygningen ligger et sted, hvor den kan være til fare for sine omgivelser. Oversat til dansk: Når retssystemet angribes fysisk, er det bedre, at retssystemet viger pladsen. Folk skal jo nødigt komme noget til.
Det sidste er retorik. Skuddramaer og fysiske overgreb er for længst blevet en del af især nattetimerne i Malmø, Gøteborg, Stockholm og andre større byer i Sverige. Folk kommer faktisk noget til, og imens skrider det institutionelle grundlag for det svenske demokrati. Som den svenske journalist og udenrigskorrespondent Richard Swartz skrev i dagbladet Information forleden, svigtes helt elementære journalistiske principper, når historierne handler om borgere med indvandrerbaggrund. Vupti, så forvandler medierne sig til hyrder for den gode sag og ifører sig den forventede selvcensur, så ingen kan forstå, hvad nyhederne drejer sig om.
Formelt set er der stadig ytringsfrihed og parlamentarisme i Sverige. Men den reelle situation er særdeles segregeret. Enten er man inde eller ude i Sverige. Det gælder ikke alene den politiske korrekthed, men ligeledes parlamentarisk, idet den almindelige politiske konkurrence er sat ud af drift de kommende otte år takket være den famøse ”decemberaftale”, indgået mellem Rigsdagens partier minus Sverigedemokraterne. Udskamningen af dette ene parti og dets 800.000 vælgere, som i meningsmålinger står til at blive flere og flere, er helt bevidst og villet, og sammenligningen mellem dagens spage kritik af indvandringen fra islamiske lande og jødehadet i 1930’ernes Nazityskland er normalbilledet på den anden side af Kattegat.
I Sverige er det normale blevet ekstremt, og undtagelsen reglen. Mens Latinamerika og andre dele af verden går i retning af stadig mere politisk og økonomisk frihed, mister svenskerne deres frihedsgrader, fordi de har gjort sig selv og hinanden til slaver af en moralistisk renhed, som forplumrer alting. Den sekulære godhedsideologi i medier, politik, kulturliv, industri og det svenske uddannelsessystem er i løbet af de seneste årtier slået igennem med en fart og tyngde, så selv de største skeptikere er blevet overrasket. Der er tale om en overvældende, systematisk hybris, der kan føre landet ud i en mangeårig krise – ikke alene økonomisk. Stater kan tåle mange tæsk, og det ville være præmaturt at forudsige et kollaps. Men Sverige bevæger sig skridt for skridt i retning af mindre kontrol med den sociale, politiske og demografiske orden. Hvor det fører hen, kan ingen vide med sikkerhed, men allerede nu kan det konstateres, at asylsystemet er ved at bryde sammen under de tiltagende byrder fra en de facto fri indvandring til Sverige. Lige under overfladen vækker det bekymring hos selv svenske socialdemokrater, men kritikken dysses ned.
Den afgående statsminister, Moderaternes Fredrik Reinfeldt, ridsede valget op ganske uforblommet kort før efterårets valg til Rigsdagen: Enten vælger vi velfærdsstaten, som vi hidtil har kendt den, eller også vælger vi at blive et indvandrerland. Reinfeldt foretrak sidstnævnte og tabte til en rød blok, der mener at vide, at en generøs velfærdsstat må gå hånd i hånd med den historisk unikke og hastige indvandring fra de for Sverige mest kulturfremmede lande og områder. Indvandringsspørgsmålet deler vandene i hele Vesteuropa. Men intet sted som i Sverige er svaret så dogmatisk og naivt.