Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.
  • Artiklen opdateres

Publicisten

Når denne avis’ udlandsredaktør, Flemming Rose, nu har modtaget Publicistprisen, er det også tilladt for resten af Jyllands-Posten at sole sig lidt i anerkendelsen. Flemming Roses lange kamp for de høje principper har også været avisens og dermed dens medarbejderes. Men prisen er først og fremmest Flemming Roses og et velkomment ridderslag til hans vedholdende journalistiske indsats for at værne om grundlæggende publicistiske principper og om ytringsfriheden.

Hvorfor han tildeles prisen netop nu – 10 år efter offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne og snart fem år efter, at hans dybt inspirerende bog ”Tavshedens tyranni” udkom – kan måske nok undre. Forklaringen er vel den enkle, at mens Flemming Rose ikke har flyttet sig mange centimeter i sine analyser af det pres på ytringsfriheden, som han journalistisk ville teste og sætte til diskussion i 2005, så har virkeligheden og holdningerne i den danske offentlighed flyttet sig betragteligt med årene – så meget, at der nu også kan sættes en pris på Flemming Roses indsats. Rose har ganske enkelt fået mere medvind og fundet bredere forståelse.

I Publicistklubbens love står, at prisen tildeles »for en mangeårig, fremragende indsats, der er i overensstemmelse med klubbens formål«, og klubbens formål er netop at »beskæftige sig professionelt med samfundsmæssige forhold og værne om ytringsfrihed og lødig publicistvirksomhed«. Hvis der er nogen i den danske medieverden, som denne beskrivelse passer på, er det naturligvis Flemming Rose. Det gør det lige nu, og det gjorde det for 10 og 20 år siden.

Journalistikkens og ytringsfrihedens ædleste formål er at udfordre magthavere, autoriteter og samfundsmæssige tabuer, herunder ikke mindst tidsånden. Det er selve pressens raison d’être og hovedformålet med enhver publicistisk virksomhed, der beskæftiger sig med kritisk journalistik; ligesom en fri debat igen er forudsætningen for et sundt demokrati.

Det ved Flemming Rose bedre end de fleste. Han kom til Rusland som korrespondent kort efter Sovjetunionens sammenbrud, og hans dybe kendskab til russiske samfundsforhold, sprog og kultur har givet ham et sjældent indblik i totalitarismens menneskelige omkostninger. Nogle af de samme tendenser til undertrykkelse af kritik samt censur og selvcensur så han i de tiltagende muslimske krav om særhensyn over for religiøse følelser og kritik af islam. Han så en fare for, at en intolerant krænkelseskultur ville presse ytringsfriheden i et stadigt mere multietnisk samfund med store konsekvenser for friheden og åbenheden.

Dagen efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo skrev Flemming Rose en kommentar, der handlede om, hvilken form for samfund vi ønsker at være: »Vi kan som i ufrie samfund efterstræbe en falsk harmoni ved at kriminalisere flere og flere ytringer efter devisen: Hvis du accepterer mit tabu, ikke ytrer dig kritisk eller krænkende om det, som er sensitivt og helligt for mig, så gør jeg det samme. I samfund som vores, hvor mangfoldigheden vokser, er det vejen til tavshedens tyranni. En anden vej er at insistere på, at prisen, vi alle må betale for at leve i et demokrati med ytringsfrihed og religionsfrihed, er, at ingen har en særlig ret til ikke at blive krænket.«

Frihedens forudsætning er netop den helt bogstavelige tolerance, der anerkender og accepterer, at der i et demokrati ikke kan gives garantier mod at blive krænket eller få sat det, man har nok så kært, til kritisk debat. At forsvaret for den position kan have store konsekvenser, er for længst gået op for denne avis og især for Flemming Rose. Tillykke til ham!

Andre læser

Mest læste

Del artiklen