Israels demokrati
Det er svært ikke at være imponeret af Israels robuste og stabile demokrati, når man ser, hvilken situation landet befinder sig i. Ayatollaherne i Teheran arbejder målrettet på at blive Mellemøstens næste atommagt og lægger ikke skjul på, at udryddelsen af den jødiske stat står øverst på deres ønskeliste. Og kaster man et blik på de lande, der grænser op til Israel, ser man ustabilitet og en styrkelse af radikale islamiske kræfter, for hvem det jødiske folk er den værste fjende.
I nord er Libanon blevet oversvømmet med 1,7 millioner flygtninge fra Syrien, og den shiamuslimske Hizbollah-milits bruger store ressourcer på at forbedre sin evne til at ramme Israel. Syrien er plaget af en uhørt brutal og blodig borgerkrig, hvor Islamisk Stat har vundet terræn på bekostning af moderate kræfter. I syd er den jordanske stat sat under voldsomt pres som følge af de 800.000 syrere, der er flygtet ind over grænsen, og det meste af den arabiske verden er gennemsyret af en patologisk antisemitisme.
Endelig er der fra tid til anden palæstinensere, der griber til terror, og i Gaza bygger terrorbevægelsen Hamas raketter, der kan nå stadig længere ind i Israel.
Mange nationer ville i sådan en situation samle sig om den politiske figur, der som Israels nuværende premierminister Benjamin Netanyahu profilerer sig som garanten for landets forsvar og sikkerhed. Det er imidlertid ikke tilfældet, og det kan ikke udelukkes, at Israel får en ny regering og en ny premierminister, når stemmerne er talt op efter dagens valg og de 120 pladser i Knesset fordelt.
Når man tænker på, hvordan friheden sættes under pres i Europa efter et enkelt terrorangreb, så bør det gøre indtryk, at det multietniske, multireligiøse og multikulturelle israelske samfund i permanent undtagelsestilstand står fast på sit demokratiske grundlag. Det er noget af en bedrift. Og det indebærer, at der er en grænse for, hvor langt politikerne kan få vælgerne med på en dagsorden fokuseret på sikkerhed og ydre trusler. Til sammenligning kan man se, hvor let det har været for Vladimir Putin at stramme grebet om det russiske samfund med henvisning til en eksistentiel trussel fra Vesten. Den slags går ikke i Israel, hvor individets rettigheder og frihed er udgangspunkt for fællesskabet. Israel er et frit samfund, ikke et frygtsamfund.
Derfor forekommer det naturligt, at der er en grænse for, hvor langt premierminister Netanyahu kan trække trusselkortet uden at bekymre sig synderligt om antallet af børnehaver, et sundhedsvæsen der lader en del tilbage at ønske og et uddannelsessystem, der trænger til investeringer for at kunne sikre Israels konkurrenceevne i en globaliseret verden. Læg hertil et boligmarked, hvor færre og færre grundet voldsomme prisstigninger har mulighed for at købe egen bolig i de store byer og leveomkostninger, der for manges vedkommende vokser hurtigere end deres lønninger.
Tilhængerne af et frit marked og en åben økonomi med vægt på højteknologisk produktion er på den måde blevet ofre for deres egen succes. Israel er ganske enkelt en fænomenal succeshistorie. Bruttonationalproduktet pr. indbygger har for længst passeret EU-lande som Portugal og Grækenland og vil i løbet af kort tid også overhale Spanien, der indtil statsgældskrisen havde en af de højeste vækstrater i Europa.
At et valg i Israel handler mere om velfærd og ulighed end om den permanente trussel mod den jødiske stats eksistens siger det hele. Ingen politisk leder kan slippe af sted med at ignorere den enkelte israelers drømme om et værdigt liv.