Vort fælles ansvar
Der er opstået en lidt underlig strid på Christiansborg om, hvordan en tilbundsgående undersøgelse af forrige weekends terrorangreb i København bør tilrettelægges. Striden handler vist meget om, hvor hurtigt en sådan undersøgelse kan laves, og om den kan udføres uden at kollidere med politiets sideløbende, almindelige efterforskning af hændelserne. Det må være muligt at tilgodese begge hensyn nogenlunde ligeligt, så de borgerlige gør ret i at presse på.
Politiet har ydet en fornem og gennemprofessionel indsats, og ingen vil kunne forlange, at myndighederne kan gardere os fuldstændigt mod angreb som dem i København. Men derfor skal vi alligevel søge at lære så meget som muligt af, hvad der skete. Der har været kritik fremme om manglende udstyr, for dårlig undervisning og for lemfældig beskyttelse af det jødiske samfund, så enhver erfaringsopsamling er helt uomgængelig, uden at der af den grund skal peges fingre eller kastes med mudder.
På den måde vil en kommende undersøgelse adskille sig velgørende fra de tilbagevendende krav om undersøgelser af dette og hint, som den daværende opposition – ofte med Mette Frederiksen som hørbar bannerfører – gjorde til en regulær politisk metode. Derfor har det også sin egen ironi, at det nu er justitsminister Mette Frederiksen, der må lægge ryg til de borgerlige og SF’s krav om en hurtig undersøgelse.
Særligt bekymrende er kritikken af, at myndighederne muligvis ikke har gjort nok for at beskytte jøderne i Danmark. Statsminister Helle Thorning-Schmidt var hurtigt ude efter terrorangrebene i Paris med en forsikring om, at beskyttelsen af de jødiske institutioner herhjemme var blevet optrappet, men det blev afvist af det jødiske samfund selv. Man havde hverken noteret øget politimæssig tilstedeværelse ved synagogen i Krystalgade eller ved den jødiske skole, hed det. Dén uoverensstemmelse er så alarmerende, at det kan trække en hel undersøgelse i sig selv.
Det er åbenlyst, at det danske samfund er blevet rystet vågent efter angrebene på Krudttønden og ved synagogen i Krystalgade. Alt for længe, synes det åbenlyst i dag, er den voksende antisemitisme i Europa og i Danmark ikke blevet taget alvorligt nok. Trods horrible antisemitiske udskejelser ude i Europa i de senere år forblev holdningen herhjemme underligt distanceret. Når danske jøder berettede om, hvor farligt det var at bevæge sig rundt i København iført jødiske symboler som kippa eller davidstjerne, så mange – herunder Danmarks Radio – en opgave i at få dementeret eller svækket sådanne rapporter i stedet for at deltage i et kollektivt råb af forfærdelse over, at antisemitismen igen stikker sit hæslige fjæs frem. Hvor har debatten egentlig været om det oprørende i, at jødiske børn i Caroline-skolen i årevis har skullet gå i skole under svær politibevogtning? Hvor har protesten været over en københavnsk borgmesters opfordring til jøder om ikke at møde op til en multikulturel festival i København med jødiske symboler? Der har været en ejendommelig, ulidelig lethed over reaktionerne på åbenlyst antisemitiske tildragelser – indtil det nylige terrorangreb i København.
Sympatien er siden strømmet det lille jødiske samfund i møde fra det officielle Danmark – statsministeren er gået forrest med helt nødvendige, stærke ord – og fra almindelige mennesker. Det kan på længere sigt vise sig meget vigtigere end en nok så væsentlig debat om politiets ageren.
Jøderne i Danmark er vores alles ansvar. Det synes at være gået op for de allerfleste nu. Det var på høje tid.