Tibetansk besøg

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Helle Thorning-Schmidt plejer ikke at gå af vejen for at iscenesætte sig selv med berømtheder. En selfie med Barack Obama i Sydafrika, en autograf fra Sarah Jessica Parker i Oslo. Men når tibetanernes åndelige overhoved, Dalai Lama, er i København, holder hun sig overraskende helt i baggrunden.

Overraskende, fordi Helle Thorning-Schmidt var meget skarp i kritikken, da Lars Løkke Rasmussen i 2009 valgte at mødes med Dalai Lama som privatperson og ikke som statsminister.

»Han bør mødes med Dalai Lama som statsminister,« sagde hun dengang, og det var en naturlig opfølgning af det udsagn, hun kom med i 2007, da hendes senere rådgiver, Noa Redington, interviewede hende til en såkaldt samtalebog. Dengang ville Thorning »selvfølgelig« tage imod Dalai Lama.

Nu er hun tavs og har overladt det til udenrigsminister Martin Lidegaard at forklare, hvorfor ingen i regeringen vil møde Dalai Lama. Udover en henvisning til, at Dalai Lama ikke har bedt om et møde, så lyder det fra regeringen, at den manglende lyst til at invitere ham skam ikke har noget med Danmarks økonomiske forhold til Kina at gøre. Næh, det handler om menneskerettigheder. Og de, mener Martin Lidegaard, plejes bedst ved ikke at mødes med Tibets åndelige overhoved. Samme Lidegaard har tidligere udtalt, at han hellere vil være i favntag med Kina end at råbe ad styret.

Begrundelsen for, at regeringen er drejet 180 grader fra den kække idealisme under oppositionstiden, er udtrykt meget præcist af lederen for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama.

»Det er tilsyneladende den iskolde, realpolitiske vurdering i Danmark, at vi står til at tabe meget mere ved at lægge os ud med Kina end ved at stå fast på principper om at kunne føre dialog med Dalai Lama og kritisere menneskerettighederne i Kina.«

Nu tyder alt på, at Dalai Lama må tage til takke med at mødes med en gruppe folketingspolitikere i Bella Center, hvor han tilbringer det meste af sin tid i Danmark med at holde åndelige møder. Herfra er der ikke langt til Københavns Lufthavn, som var det sted, som den seneste socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, i 2000 fandt passende til at mødes med gæsten. Både Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen modtog Dalai Lama på Marienborg. Det skete sidst i 2009, og dét møde udløste en større diplomatisk krise og en verbalnote til Kina, som siden 2000 har vokset sig større og stærkere på den internationale scene. Og i 2009 ventede et prestigefyldt klimatopmøde i København. Et par år senere, da Dalai Lama igen dukkede op i Danmark, var lysten til at møde ham fortonet.

Derved er det blevet. Modsat Norge, som er gået frontalt ind i debatten om menneskerettigheder ved i 2010 at tildele fredsprisen til Liu Xiaobo, har porten til riget i midten stået på vid gab for Danmark. Thorning-Schmidt kan kokettere med, at hendes ministre næsten er stamgæster i Beijing. Det er der utvivlsomt kommet mange gode kontakter og kontrakter ud af, mens det er vanskeligt at måle, om denne omfavnelse har skabt ændrede vilkår for de mennesker, som kun mærker den mørke bagside af det kinesiske system. Og for en dansk statsminister, som kækt har udtalt, at hun selvfølgelig vil møde Dalai Lama, er det simpelt hen for tarveligt at slå det hen med, at han ikke har bedt om et møde. Hun inviterede jo selv allerede for otte år siden.