Appelsinfrit
Nogle kommuner har fået den ejendommelige idé, at de gerne vil lege udenrigspolitik, og endnu mere mystisk har de fået lov af Økonomi- og Indenrigsministeriet, som har meddelt, at det er op til kommunerne selv at bestemme, om de vil købe varer fra israelske bosættelser. Bl.a. kommunalbestyrelsen i Lejre synes på den baggrund på vej med en såkaldt boykot af sådanne varer. Det er svært at opfatte fremstødet som andet end ren symbolpolitik.
Få dage efter at hele verden har højtideligholdt 70-års-dagen for befrielsen af udryddelseslejren Auschwitz, hvor 1,1 milloner jøder blev myrdet, satte Enhedslistens medlem af kommunalbestyrelsen i Lejre, Ivan Mott, her i avisen så smagfuldt ord på bestræbelserne: »Det minder lidt for meget om, at palæstinenserne bor i en stor kz-lejr«. Så kan niveauet vist ikke underbydes.
Udbygningen af de israelske bosættelser i de besatte områder skal bestemt kritiseres. Men hvor stopper boykot-argumentet? Hvordan kan de gæve Lejre-idealister bruge olie til opvarmning fra Saudi-Arabien, hvor hænderne hugges af tyveknægte, og bøsser halshugges? Er det også slut med persiske tæpper fra Iran og hvad med caribisk rom fra Cuba? Mao-sutsko fra det kommunistiske diktatur Kina må vel også skrives på listen. Vi venter i spænding på rækkevidden af verdensforbedrernes engagement.
Der er nok at gå i gang med. En nylig opgørelse fra Freedom House dokumenterede, at det går tilbage med demokratiet og friheden i verden. Ud af klodens 195 stater vurderes nu kun 89 til at være ”frie”. Tallet er gået konstant tilbage siden kommunismens sammenbrud, så der bliver rigeligt for entreprenante byrødder at se til, hvis de skal være tro mod deres indre, renfærdige overbevisning.
Det er ejendommeligt, at det netop er Israel, man kaster sig over. Den jødiske stat er dog det eneste demokrati i Mellemøsten, omgivet af en stenørken af diktaturstater, hvoraf fleres verdensbillede, straffemetoder og holdning til kvinder og minoriteter går direkte tilbage til en vis profets tid. Det hænger naturligvis ikke sammen på anden måde, end at det er venstrefløjens sædvanlige had til Israel, der igen slår igennem. »Køb ikke hos jøder«, lyder det ubehagelige ekko af 1930’ernes antisemitiske kampagner i Nazityskland, og mens man måske ikke i sig selv kan overraskes over den historieløshed, som hetzen mod Israel er udtryk for, så er det dog tankevækkende, at sådanne kampagner ikke længere udløser et kollektivt råb af forfærdelse.
Man kan tillige undre sig over, at økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard har givet kommunerne lov til at bedrive udenrigspolitik. Måske dæmrer det, hvis man mindes, at hans partifælle udenrigsminister Martin Lidegaard i efteråret jo faktisk var fremme med netop et forslag om at boykotte israelske varer fra de besatte områder. Han blev fløjtet eftertrykkeligt tilbage af statsminister Helle Thorning-Schmidt – tak for det! – men her har den radikale top måske alligevel fundet en smutvej til at få udlevet sin Israel-kritik.
Mon ikke Israel overlever de renhjertede Lejre-byrødder? Man vil vist ikke i længden kunne afgøre, om en appelsin stammer fra en bosættelse på Vestbredden eller en kibbutz ved Haifa, hvis bare de israelske myndigheder udviser lidt kreativitet med mærkaterne, og så må næste krav logisk blive, at alle varer fra Israel boykottes. Det vil være at trutte rent i trompeten, hvorved også den akademiske skelnen mellem antizionisme og antisemitisme endegyldigt afsløres.
.