Det minder os om, hvor presset en af de absolut bærende, vestlige værdier – ytringsfriheden – er. For hvert angreb, for hvert attentat, for hver afværget massakre bekræftes dét, der var udgangspunktet for Muhammed-krisen for nu næsten 10 år siden: Der foregår en intimidering af den offentlige debat. Ytringsfriheden er under et konstant voksende pres.
Det var det, opgøret om Muhammed-tegningerne dokumenterede. Og det er blevet dokumenteret utallige gange siden dengang.
Selv om det også i dette øjeblik – med de gruopvækkende rapporter fra Paris – er vanskeligt at fastholde, så ér og bliver læren efter nu 10 år med dette pres: Det nytter ikke for frie samfund og frie borgere at give efter for vold og pres. Man får ikke mindre vold; man får kun mere vold. Det bekræftes af det efterhånden ulideligt lange og mareridtsagtige forløb siden drabet på den hollandske filmskaber Theo van Gogh via Muhammed-tegningerne til dagens ufattelige ugerning mod magasinet Charlie Hebdos stab.
Charlie Hebdo var et af de magasiner, der solidariserede sig mest med Jyllands-Posten, da Muhammed-krisen var på sit højeste. Det har vi ikke glemt. Her på Jyllands-Posten føler vi stærkt med vore kolleger i Paris. At skulle praktisere det frie, uforfærdede ord, mens man trues på livet, kan undertiden være som at agere i en ond drøm.
Attentatet i Paris er et anslag mod demokratiet, mod det frie ord, mod retten til at tænke og tale frit. Det er en terrorhandling mod selve det åbne samfund, som det franske politi nu vil søge at opklare. Vi andre skal vide at stå ved vore værdier. Men livet bliver ikke det samme igen. Dette er en fransk 11. september – onsdag den 7. januar 2015.
