Tusmørkeøkonomi
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Set igennem økonomernes prisme er det frommeste nytårsønske, der kan fremsættes, entydigt: farvel til tusmørkeøkonomien. Udtrykket dækker den dyne af stilstand, som, siden finanskrisen brød løs, har ligget tungt over investeringslysten og erhvervslivets muligheder for at trække dansk økonomi ind i en mere progressiv fremtid.
Ret beset har regeringen – ikke mindst ved at bygge oven på den modige økonomiske politik, som regeringen Løkke Rasmussen nåede at lancere i de sidste måneder af sin levetid – lagt rammerne for, at dansk økonomi på langt sigt kan udvikle sig væsentlig sundere end udsigten var for blot få år siden. Genopretningspakken, kontanthjælpsreformen og vækstorienterede justeringer af skattepolitikken bidrager markant til den langsigtede holdbarhed. Problemet er imidlertid, at alt det mister hovedparten af sin effekt, hvis vi ikke evner at skabe vækst i den periode, der ligger imellem ”nu” og ”på lang sigt”. Og her har regeringen fejlet. En formodet vækstrate på 0,4 pct. i år er den laveste i den gruppe af lande, vi normalt sammenligner os med.
For nylig måtte regeringsøkonomerne for ottende gang, siden Helle Thorning-Schmidt overtog statsministerposten, nedjustere forventningerne til den økonomiske vækst. I samme moment erkendte økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard mere eller mindre åbent, at prognoserne snarere er blevet retoriske vitaminer i den politiske samtale end reelle styringsredskaber. Om regeringens forudsigelser rammer i nærheden af den sidenhen realiserede udvikling er ligegyldigt. Det er ”retningen”, der er det væsentlige, lod ministeren forstå. Denne lidet ambitiøse tilgang til økonomisk prognosticering er værd at notere sig næste gang, en regeringsrapport lover vælgerne, at nu kommer væksten.
Ved indgangen til et valgår får den kortsigtede økonomiske udvikling i sagens natur en særligt stor betydning. I fire år i træk har politikerne overvurderet sandsynligheden for, at et vækstscenario lå lige om hjørnet.Vi kan være sikre på, at det vil ske igen i den forestående valgkamp.
Men realøkonomisk er der alligevel grund til moderat optimisme ved indgangen til 2015. Risikoen for mangeårig lavvækst er ikke forsvundet. Men sandsynligheden for en økonomisk depression med negativ vækst og dalende løn- og prisudvikling i Europa er blevet langt mindre. Senest har EU med sin vækstplan inddraget private pensionsopsparinger i bestræbelserne på at skabe vækst i ikke mindst Sydeuropa. Det er en plan, der giver mening, og som om en håndfuld år bestemt kan komme en lille, åben eksportøkonomi som den danske til gode. Men heller ikke her ligger svaret til vækst herhjemme på kort sigt.
En kickstart af dansk økonomi kræver reelt, at to begivenheder indtræffer: Privatforbruget skal op, og erhvervsinvesteringerne hæves til et helt andet niveau end det, der har ført til mere nedslidning end fornyelse i produktionserhvervene.
Forudsætningerne er til stede. Den private sektor bugner af opsparede midler – og opsparet potentiale. Et farvel til tusmørkeøkonomien kræver imidlertid langt større politisk fokus på at motivere til private investeringer. At sænke væksthæmmende skatter og skabe den vækst, som rigeligt opvejer et indledende provenutab. Det ville i sandhed være forfriskende, hvis en kommende valgkamp ville summe af kreativitet udi kunsten at aktivere de mange private penge her og nu frem for endnu en omgang offentligt finansieret beskæftigelsesterapi.