Iskold stormagt
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Da nyheden om, at Danmark gør krav på 895.000 kvadratkilometer nord for Grønland, og at området støder op til den russiske sømilegrænse, blev kendt, var der næsten ingen grænser for eksperters frygt for, hvad det mon kan føre til.
I en tid, da Rusland er genindtrådt på den danske scene som stormagten, man både skal holde i skak og frygte, skulle kommentatorer ikke tænke sig om i mange sekunder, før de udbredte sig om risikoen ved at tirre den russiske bjørn. Var det nu også nødvendigt at bede om så meget, og ville det ikke have været bedre, hvis Danmark havde holdt lidt igen? Småstatstankegangen fornægter sig ikke. Fakta synes til gengæld ikke at spille nogen større rolle.
Danmark har for flere år siden proklameret, at rigsfællesskabet vil gøre krav på Nordpolen og så meget territorium i øvrigt som muligt på havbunden nord for Grønland. Det samme har Canada og Rusland. Fælles for alle tre nationer er, at de har erklæret, at de vil spille efter international ret på området. Ingen kan foreløbig påstå, at de er blevet overraskede over de andres krav. Hertil skal lægges, at der hverken bliver tale om at eje Nordpolen eller de dele af havet, som støder op til Rusland. Det område, som Danmark om adskillige år får forhandlet sig frem til, giver kun brugsret til havbunden. Faktisk synes danskerne selv at være mest overraskede. ”Danmark til Nordpolen” klinger af noget stort og kan vel næsten ikke rummes for en befolkning, som har for vane at tænke sig selv som et lille bitte land. Men i arktisk sammenhæng udgør Danmark, Færøerne og Grønland tilsammen en slags stormagt og har i hvert fald tyngde nok til at tale med store bogstaver i arktisk sammenhæng.
Foreløbig tyder alt på, at Danmark vil bruge den indflydelse, som det giver, til at arbejde for, at Arktis forbliver et lavspændingsområde. Når skiftende regeringer har udgivet udenrigspolitiske strategier, har Arktis figureret højt på prioriteringslisten. Den fredelige danske kurs blev indledt, da Per Stig Møller i 2008 indkaldte kyststaterne til møde i Ilulissat. Det var her på et bagtæppe af kælvende isbjerge, at de gav hinanden håndslag på at spille efter internationale regler, når den sidste del af iskagen skal fordeles.
Dengang var der endnu store håb om, hvad der kunne udvindes af den kolde undergrund i takt med, at klimaforandringer gør området mere tilgængeligt. Siden er realismen indtrådt, men opmærksomheden mod Arktis er fortsat stor. Ikke kun Danmark, men også de øvrige medlemmer af Arktisk Råd, opprioriterer ressourcerne, og interessen for at træde ind i Arktisk Råd er stor.
Ifølge udenrigsministeren lægger Danmark sig nu i selen for, at EU ikke skal holdes ude fra den observatørplads, som unionen har bejlet til i årevis, men som EU ikke har fået, bl.a. på grund af canadisk modstand. Mens de arktiske nationer gennemgående har et realistisk forhold til, hvordan området skal udvikle sig, så har der i Bruxelles hersket nærmest Bardot- og Greenpeace-lignende tilstande med jævnt hen besynderlige ideer om en uberørt naturpark med fotogene sælunger på de små smeltende isflager. Martin Lidegaard har fornuftigt nok stillet krav om, at EU investerer i Grønland.
Med sin placering befinder Danmark sig i et udenrigspolitisk spændende krydsfelt. Der er ingen grund til at dukke sig, når man både har en stemme i det arktiske, mod Østersøen og i Bruxelles. Faktisk gælder det om at bruge den, og at udenrigsministeren nu vil gøre sit til at normalisere forholdet mellem Grønland og EU, kan kun hilses velkommen.