Kristendom light
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det siges, at man får svar, som man spørger. Derfor er der måske ikke den store overraskelse i, at en række præster trækker lidt på det, når de bliver spurgt, om de tror på Gud, på en skabende og opretholdende Gud og på Kristi død på korset og genopstandelse. Der er der ikke den store nyhed i. Allerede den store danske teologiprofessor P.G. Lindhardt kom i stormvejr, da han i 1953 gjorde op med paradisdrømmen og slog fast, at det evige liv var noget, der opstod her-og-nu i mødet med forkyndelsen.
Svaret i Jyllands-Postens rundspørge havde formentlig været noget anderledes, hvis man havde spurgt de danske præster, om de tvivler på Gud. For det er en så grundliggende del af den kristne tro og især den luthersk-evangeliske tradition, at tvivlen på Guds eksistens og tilstedeværelse altid er der, og netop derfor går man i kirke for at møde en forkyndelse, der kan give svar på det spørgsmål og bekræfte, at Kristus genopstår hver søndag. Det er kirkens og teologiens helt overordnede udfordring at skulle fastholde troen på evangeliet og samtidig tale ind i en virkelighed, hvor kristendommen er afmytologiseret og fortrængt af troen på naturvidenskabens dogmer. I den forstand er der intet nyt under solen.
Det var der heller ikke, for 10 år siden, da den senere så berømte præst i Taarbæk, Thorkild Grosbøll, afsværgede hele butikken og frejdigt forkyndte sin manglende tro på Gud. Det forekom dog, som om embedsboligen var vigtigere end at tage konsekvensen af sin manglende tro, hvorved han fjernede fokus fra den teologiske tradition, han trods alt lagde sig op ad, for i stedet at få det til at handle om hans udlægning af det, man med lidt god vilje kunne benævne kristendom light og med lidt ondere for ren vantro. Og det må fastholdes, at der er nogen afstand mellem tvivl og vantro.
Derfor er der også en verden til forskel fra P.G. Lindhardt til Grosbøll og sognepræsten Per Ramsdal, der her i avisen 1. juledag forklarede sin svigtende tro på en skabende Gud og korsfæstelsen. Per Ramsdal, der i offentligheden først og fremmest vil være kendt for aktivistisk at have stillet sin kirke til rådighed for afviste irakiske asylansøgere og for at arrangere rockgudstjenester, indrømmer, at han lyver over for pårørende, når han ved begravelser forkynder det evige liv.
Det er vanskeligt og sådan set også upassende at opstille regler for, hvor meget man skal tro. Men man kan med stille undren spørge, hvorfor de egentlig er præster, hvis de i sidste ende ikke tror på det, de prædiker, og på det præsteløfte, de har sværget troskab. Kunne man forestille sig læger, der ikke troede på behandlingens virkning, eller lærere, der ikke troede på, at det trods alt nytter at undervise? Det kan man måske nok, men mon ikke det ville udløse en større faglig krise og måske et brancheskift.
At tro – og at tro på det, man forkynder – kan også være en viljesakt. H.C. Andersen fastholdt hele livet, at der er en god og kærlig Gud til stede, men man kan i hans forfatterskab også få bekræftet, at det også er en viljesakt. Den vilje til at insistere på, at troen skal besejre tvivlen, har man en fornemmelse af siver ud af folkekirken i disse år. Præstestanden har for manges vedkommende givet op over for en virkelighed, der er baseret på rationalitet og naturvidenskabelige argumenter, og har for at tilpasse sig tiden erstattet sin forkyndelse af evangeliet og dets anfægtelser og paradokser med en udvandet kristendom light, der ofte ikke er til at skelne fra humanisme. Men den kan man sådan set få lige så godt på højskolen eller AOF.