Tyrkiets vildveje

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tyrkiet bevæger sig stadigt længere væk fra EU og det europæiske værdifællesskab. Med god grund stilles i mange hovedstæder spørgsmålet, om de tyrkiske EU-aspirationer ikke allerede har lidt skibbrud. Præsident Erdogan forekommer i stigende grad uligevægtig, og hans mange mærkelige fremstød om stort og mindre lader sig ikke rationelt forklare.

Om det så er den ellers så forstående danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, der helst vil være ven med alle, så er tonen blevet mere skeptisk på det seneste. Forleden lod Erdogan sine politistyrker gå løs på, hvad der er tilbage af frie medier i Tyrkiet. Over 30 journalister, redaktører og intellektuelle blev anholdt i en storstilet aktion for tilsyneladende at kvæle de sidste rester af seriøs opposition til enevoldspræsidenten. Tyrkerne går i den helt forkerte retning, konstaterede Martin Lidegaard, og det har han så evigt ret i. I EU-hovedkvarteret hed det lige ud, at Erdogans fremfærd er i strid med de europæiske værdier, og også dét er ganske rigtigt.

Det lader sig ikke gøre at spore en samlet strategi bag Erdogans mange aktivistiske initiativer. Forleden meddelte han, at Amerika blev opdaget af en muslim, og hér er vi så på et niveau, hvor man ikke ved, om man skal le eller græde. Offensiven mod medierne er ved at være systematisk. Det er langt fra første gang, at de tyrkiske medier skal intimideres ind i en rolle som rene marionetter. Hans tilbagevendende meldinger i øst og vest om, hvordan kvinder bør være klædt, hvor mange børn de bør få og alt muligt andet, der vidner om et tiltagende tab af realitetsfornemmelse, fuldender billedet af en præsident, der har været alt for længe ved magten.

I EU-hovedstæderne har realismen heldigvis holdt sit indtog. De tyrkiske EU-drømme er sat på standby. Tyskland har gennemgående været mest kritisk over for forestillingen om et egentligt tyrkisk EU-medlemskab, og det viser sig nu igen, at det er i Berlin, at der i disse år tænkes klarest og forstandigst.

På mange måde giver Erdogan mindelser om Ruslands Vladimir Putin. Den enevældige fremtromlen er de fælles om; ligeledes om fraværet af tolerance over for anderledes tænkende. Der kan være forskelle i metodernes grovhed, men grundlæggende ønsker begge præsidenter en stærk stat i deres billede, som kan styres og kontrolleres – af dem. Over for Rusland er langmodigheden i Vesten for tiden mindre udtalt end over for Tyrkiet, hvor der i nogle hovedstæder håbes på, at Erdogan på et tidspunkt bliver mere ræsonabel.

Bag disse forhåbninger ligger som oftest en tro på, at Tyrkiet er på vej til at blive en slags lokal, økonomisk stormagt. Sandt er det, at den økonomiske vækst i Tyrkiet er betydelig, og at i hvert fald visse dele af landet er på vej mod en modernisering. Men der er så også regioner, der er dybt tilbagestående, og der er åbenbart en politisk tænkning i Ankara, som ikke er det mindre. Tyrkiet skyder sig for tiden i alle de fødder, man kan komme afsted med, og fjerner sig fra EU.

Denne konstatering mødes af Tyrkiets venner i den europæiske debat undertiden med et modargument om, at Tyrkiet efterhånden slet ikke er interesseret i et medlemskab. Man kan selv, man vil selv -– og man kigger i stedet mod øst, hedder det så. Det er næppe sandt. Et Tyrkiet i EU ville få kæmpefordele, men selv hvis det skulle være rigtigt, kan man kun sige: velbekomme. Hvis Tyrkiet vender sig væk fra Europa, må det vende sig mod et Mellemøsten, der synker ned i kaos og barbari. Kun Israel kunne komme på tale som en partner, men også Israel har Erdogan skudt fra sig.