DK uden DR

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

2014 har været et ubehageligt år for DR. Denne anakronistiske medie- og kulturmastodont kæmper stadig med eftervirkningerne af det alt for dyre koncerthus. Oven i dette kom den skandaløse afvikling af det internationale melodigrandprix, som nådeløst afslørede, at ambitionerne i DR står i omvendt proportionalt forhold til talentet og især det økonomiske overblik.

Senere på året afsløredes det, at den store og naturligvis alt for dyre satsning på 1864-serien mere tjente til at støtte instruktørens ego som i egen opfattelse »verdens bedste replikforfatter« end til at underholde dem, som betaler gildet. Hvortil kom et betydeligt element af decideret historieforfalskning.

I efteråret kom det forfejlede forsøg på at presse flere penge ud af politikerne ved med brask og bram at meddele, at man havde besluttet at nedlægge underholdningsorkesteret. Med tanke på meldingen for nogle år siden om nedlægningen af sportsredaktionen er det nok ikke helt ved siden af at formode, at man har ønsket at gentage succesen: Nemlig at bebude lukning af en af de mest populære afdelinger i håb om en folkelig protestbølge, som kunne generere yderligere bevillinger.

Det lykkedes da også at få et spinkelt folketingsflertal med på dette pinlige stunt, som heldigvis blev forpurret af en beslutsom kulturminister.

Det er tid til eftertanke for både DR’s ledelse og for det politiske system på hvis lovgivning denne overlevering fra en svunden tid finansieres. Spørgsmålet er, om Danmark efterhånden overhovedet har behov for et DR som en samlet institution.

Statsradiofonien blev i sin tid skabt med henblik på at sprede oplysning og kulturoplevelser via radiobølger, og i den forbindelse var det naturligt at finansiere foretagendet gennem afgifter på de apparater, som kunne modtage signaler fra Statsradiofonien, senere DR.

I dag er denne opkrævningsform imidlertid en pinlig anakronisme, som svarer til, at et dominerende mejeriselskab opkrævede afgifter på køleskabe, fordi de kunne bruges til at opbevare selskabets produkter i.

Sagen er, at DR med sin megalomane talentløshed er i færd med at underminere sin egen eksistensberettigelse.

DR formidler musik, teater og anden underholdning, men der er ingen fornuft i, at DR selv skal producere musikken, teateret og underholdningen gennem egne orkestre, kor, teatre og lignende institutioner.

Den højt besungne public service er efterhånden blevet en parodi, for kvaliteten i DR’s nyhedsformidling har gennem mange år været i frit fald, og eksempelvis Radioavisen er i dag et fonetisk kludetæppe af sønderklippede sætninger, journalisters tilstræbt morsomme småpludren, fortænkte lydbilleder og jingles, men stort set uden journalistisk kvalitet. Hovedkilden til DR’s nyhedsformidling er dagbladenes journalistik, som skamløst stjæles, og de frie, private mediers dyrt erhvervede journalistiske stof lempes uden blusel over i dr.dk, som man på grund af licensfinansieringen ikke må tage penge for.

En gennemgang af DR’s aktiviteter fører til den uomgængelige konklusion, at ikke en eneste af de mange aktiviteter forudsætter et licensfinansieret multiforetagende, men alt kunne med fordel varetages af frie, private medier og kommunale eller statslige kulturinstitutioner.